Opvarmningen til årets Super Bowl mellem Atlanta Falcons og New England Patriots er for alvor i gang, og begge lejre bliver i disse dage bedt om at forholde sig til modstanderen i den store finale.
Således blev Patriots-bossen Bill Belichick bedt om at vurdere Falcons-quarterback Matt Ryans sæson.
“Han er en komplet mester i dette spil netop nu,” siger Belichick til CSN New England og fortsatte.
“Han er en holdspiller, der altid gør, hvad der er bedst for holdet – som altid bringer holdet i en vinderposition. Der er ikke ret meget, jeg ikke kan lide ved ham.”
MVP-favoritten Ryan kastede for 4944 yards, 38 touchdowns og blot 7 interceptions i grundspillet, og det har han hidtil fulgt op i slutspillet med 730 yards, 7 touchdowns og 0 interceptions. Ifølge Belichick skyldes det, at Ryan er en komplet spiller.
“Han gør alt godt. Han håndterer linjen godt, vælger de rigtige spil, spiller godt under pres, er god på alle slags kast; også i redzone. Han er atletisk. Der er virkelig ikke nogen svagheder i hans spil,” lyder det fra Belichick.

Gul Klud er på plads til braget på NRG Stadium i Houston, og du kan se fede videoer og artikler fra kampen her på sitet før, under og efter kampen.