New England Patriots er klar til sin niende Super Bowl-optræden efter en overbevisende indsats mod Pittsburgh Steelers.

Det vil være en underdrivelse at sige, at Bill Belichick og Tom Brady har haft godt styr på Mike Tomlins Steelers-mandskab gennem tiderne. Siden Tomlins ankomst i 2007 har Brady præsteret vanvittige 22 touchdowns, nul interceptions og en passer rating på omkring 130.0 mod netop Steelers. Med nattens resultat in mente er Brady og Belichick nu klar til duoens syvende Super Bowl, hvilket selvsagt er flest af alle quarterback-cheftræner konstellationer i NFL’s historie.


Bill Belichick var da også stolt af sit mandskabs indsats, og den garvede cheftræner uddelte et hav af roser:
“Vi spillede forrygende i aften, og trænerstaben præsterede mange fremragende spilkald. (…) Vi leverede i alle spillets tre faser, og det falder tilbage på vores træningsarbejde. Jeg er stolt af mit hold, og de fortjener det virkelig, for det er en hårdtarbejdende gruppe.”
Den 64-årige cheftræner blev efterfølgende bedt om at forholde sig til sin fantastiske historik med Tom Brady gennem tiderne, men her påpegede Belichick atter holdindsatsen: “Statistikkerne er ganske fine, men i virkeligheden handler det om holdindsatsen; om denne sæson; denne gruppe spillere og jeg er virkelig tilfreds og stolt af  hele forløbet.”
Belichick lovpriste desuden Steelers-organisationen, som han mener, kan være 2016-sæsonen bekendt. I Super Bowl venter Atlanta Falcons’ frygtindgydende angreb, og til trods for at Belichick ikke var bekendt med sin kommende modstander før pressemødet efter Steelers-opgøret, har han rigelig tid til at forberede sin kampstrategi.