Selvom mange nok havde set frem til en kanonkamp i Aarhus mellem ligaens to førerhold, endte topopgøret næsten før, det var begyndt. Copenhagen Towers sejrede med 45-8 over Aarhus Tigers og viste, at de er i en liga for sig i øjeblikket.

Skrevet af Mikkel Guldbjerg Jensen / nationalligaen.dk

Copenhagen Towers kom til Aarhus med en forhåbning om at sikre sig mindst en top 2-placering og det lykkedes noget så eftertrykkeligt, da hjemmeholdet Tigers blev slået med hel 45-8.

Helt fra kampens start var det gæsterne, der lagde bedst fra land, og især Jesper ”Jelle” Hansen viste sig flot frem på sin gamle hjemmebane. Den dygtige tight end var tidligere et stort våben for Aarhus Tigers, men i denne kamp stod han for 18 af gæsternes 24 point gennem 2 touchdowns, 3 ekstrapoint og et field goal.

Towers første med 24-0 ved pausen, og de var også først på tavlen i anden halvleg – endnu en gang ved Jesper Hansen.

Winn rammer MVP-formen igen
Gæsterne har i forårssæsonen passet godt på deres dengang dygtige running back, som endte med MVP-titlen for ligaen sidste år. I år har Dayton Winn været en vigtig del af Towers flotte togt i de europæiske turneringer, og han har fået sine pauser i National Ligaen.

Efter sommerferien er han i højere grad blevet linet op som receiver end running back, og det evner amerikaneren også. I denne kamp så vi flere fremragende catches fra den lille nummer 13 fra Towers, som ser ud til at toppe formen lige op til slutspillet.

Winn stod for 2 touchdowns i kampen, og han fik endda kaldt et return touchdown tilbage på grund af en straf.

Tigers havde det svært mod det lilla forsvar
Alle andre hold i ligaen har ikke formået at score mere end 16 point mod aarhusianerne i denne sæson, men Towers har formået at score 35 og 45 i de to kampe, de to hold har spillet i år. Det ser altså ud til, at Towers har fundet en måde at skære gennem Tigers’ forsvar på, men problemerne var også til at se på den anden side af bolden.

Hjemmeholdets angreb havde meget svært ved at flytte bolden på Towers’ forsvar, og når det så ud til at køre på et par drives for Tigers, endte det næsten altid med at løbe ud i sandet alligevel.

Tigers scorede en enkelt gang, hvor quarterback Jakob Karkov fandt Hjalte Jakobsen ned i midten af Towers’ forsvar. Receiveren viste god koncentration på det catch, men det blev altså de eneste point, hjemmeholdet fik sat på tavlen i denne kamp.