Efter en sommerpause er det igen tid til græs under knopperne i National Ligaen, og i efterårets første kamp i Aarhus er det hjemmeholdet Tigers der tager imod de giftige Towers.

Af: Mikkel Guldbjerg Jensen, nationalligaen.dk
Begge hold blev spået en stor rolle i årets slutspil, og begge mandskaber ser da også ud til at styre mod de afgørende kampe, men på trods af udebanen må Towers anses som favoritter i denne kamp.
Gæsterne har kun tabt en enkelt kamp i denne sæson, og det var helt tilbage i første spillerunde, hvor ubesejrede Gold Diggers viste sig for stor en mundfuld.
Derudover har københavnerne forstærket sig siden nederlaget, og Towers ser ud til at blive svære at komme udenom, når der engang skal deles billetter ud til denne sæsons Mermaid Bowl.
Hjemmeholdet Tigers har vundet 4 kampe i denne sæson og tabt 3 – det betyder en øjeblikkelig fjerdeplads, men altså en fjerdeplads med to sejre mindre end gæsterne. En sejr vil altså potentielt have stor betydning i Tigers bestræbelser på at opnå en friuge i den første runde af slutspillet.
Sommerrusten skal bankes af
Det er første kamp efter sommerferien, og selvom holdene har fået trænet nogle gange inden kampen, skal de stadig finde ind i en rytme igen.
“Det er fedt at komme i gang igen. Der er altid lidt sommerrust der lige skal bankes af, men med et par gode træninger så skal vi nok komme godt på plads,” siger Tigers’ head coach, Thomas Pedersen til Nationalligaen.dk
Tigers cheftræner fortæller også, at der ikke er lavet de store, gennemgribende ændringer på holdet og taktikken frem mod efterårssæsonen. Det har dog gavnet med en pause for at komme af med småskader og få ladet energidepoterne op, lyder det.
Pointrig og tempofyldt kamp i vente
Der kan være en actionpræget kamp i vente med en slutstilling på en masse point, når de to hold tørner sammen lørdag.
Towers har blandt andre den amerikanske spiller Dayton Wynn, som tidligere på sæsonen har vist sin farlighed med flere aktioner af høj klasse, og på quarterbackpositionen råder Towers over både Kasper Skyum og Patrick Hargett, som begge formår at sætte point på tavlen.
Gæsterne har været det mest scorende hold i sæsonen indtil nu med hele 295 point i holdets 7 kampe, men hjemmeholdet har også en slagkraftig offensiv. Tigers har nemlig scoret tredjeflest point i sæsonen med 248 – kun 5 færre end topholdet Gold Diggers.
Tigers’ Thomas Pedersen regner med, at tilskuerne og seerne på streamet får en fysisk kamp at se.
“Det bliver uden tvivl en hård fysisk kamp. Det er det altid, når vi møder Towers. Tempo bliver vigtigt, og det hold der kontrollerer kampens tempo kan ende med at vinde,” fortæller Tigers-træneren.
Hjemmeholdet er heller ikke uden profiler på den offensive side af bolden – i løbespillet er Lasse Lykke ofte garant for et langt løb, og gennem luften har quarterback Jakob Karkov en god kemi med de to talentfulde tight ends Jesper Kold og Jesper Hansen.
Kampen bliver spillet i Aarhus på Bøgeskovgaard Idrætsanlæg, Engelundsvej 11, klokken 14.00.
Du kan finde facebookeventet her eller se kampen live på zibrasport.dk/daff/live/
Tidligere opgør:

10.09.16 Aarhus Tigers Copenhagen Towers 23 : 44
12.09.15 Copenhagen Towers Aarhus Tigers 10 : 16
24.05.15 Aarhus Tigers Copenhagen Towers 13 : 30
11.10.14 Copenhagen Towers Aarhus Tigers 26 : 3