Da Minnesota Vikings i sidste sæson gik ind til NFC titelkampen mod Philadelphia Eagles, var det med et forsvar, der var rangeret som nummer ét i ligaen. Den rangering levede de dog bestemt ikke op til, og det ellers dominerende forsvar tillod back-up QB, senere Super Bowl MVP Nick Foles, at kaste for hele 352 yards og tre touchdowns i nederlaget på 38-7, der sendte Eagles i Super Bowl.

Vikings Pro Bowl Safety, Harrison Smith, blev i sidste uge udnævnt som holdets Defensive Player of the Year, og nu har han kommenteret på holdets nederlag til Super Bowl vinderne Philadelphia Eagles.

Smith udtaler til Minnesota-lokalmediet TwinCities.com, at:

-“Vi leverede ikke, og det er noget, vi skal lære af i den kommende offseason“.

På trods af forsvars-nedsmeltningen så spillede Vikings forsvar en flot sæson samlet set, og de sluttede den regulære sæson af med at tillade deres modstanderne et historisk lavt antal 3.downs med en rate på sølle 25,2 procent.

Smith vil dog ikke hvile på laurbærrene, og han pointerer yderligere, at man i offseason “ikke er rangeret”, og at forsvaret er nødt til at komme “tilbage til udgangspunktet”.

Vikings har i denne offseason yderligere forsøgt at forstærke deres forsvar med tilføjelsen af den tidligere Pro Bowl DT Sheldon Richardson.

Netop denne signing vækker også Smiths begejstring, og han har stor respekt for hans nye holdkammerat som han kalder ”disruptive”, og en spiller der vil gøre “jobbet nemmere” for Vikings backfield.

Netop den backfield forsøgte Vikings også at forstærke yderligere i årets draft, hvor de med deres første rundevalg tog Cornerbacken Mike Hughes.

Han kommer nu i selskab med Pro Bowl Cornerbacken, Xavier Rhodes, samt det tidligere første rundvalg, Trae Waynes, og den unge CB Mackensie Alexander.

Om Vikings forsvar har taget ved lære af nederlaget i NFC titelkampen, får vi at se i den kommende sæson, når Vikings og Eagles allerede mødes igen i uge 5 til en “rematch” i Philadelphia.

Harrison Smith havde imponerede 61 tacklinger, 1,5 sacks, 12 pass defelctions, og 5 interceptions i sidste sæson.