En æra er slut i Minnesota. Vikings har valgt ikke at forlænge kontrakten med deres stjerne-runningback

10 år i lilla og en folkehelt i staten Minnesota. Det er hvad runningback Adrian Peterson kan se tilbage på.
Nu lader det til at være slut. Minnesota Vikings har besluttet ikke at indfri den option de havde på den 32-årige runningback, der dermed rammer det frie marked.


Det var forventet, at Vikings ville indgå forhandlinger med hans agent om en reducering af den store bonus og løn, som Peterson stod til, hvis han fortsat var på holdkortet d. 1. marts.
I stedet har klubben valgt ikke at forlænge med ham og dermed i realiteten fritstille ham, inden free agency begynder d. 9. marts.
Peterson har haft en glorværdig karriere for Vikings og blev i 2012 kåret til ligaens Mest værdifulde spiller, MVP, da han løb for over 2000 yards og var bare 9 yards fra at stikke Eric Dickerson’s NFL rekord på 2105 yards for en sæson.
Peterson og Vikings kan dog fortsat nå til enighed, men det kræver at han går ned i løn, og ikke kommer i nærheden af de 18 millioner dollars, han stod til at tjene i 2017.
Han blev draftet som nr. 7 i første runde i 2007 og har siden været holdets største stjerne. Hans største enkeltstående kamp kom som rookie mod San Diego Chargers, da han løb 296 yards. Det er stadig NFL rekord for flest yards i en enkelt kamp.
Hans tid med Vikings vil for evigt været skæmmet af det års karantæne han fik af NFL for en sag, der involverede børne-mishandling af sin søn.
Peterson slutter sin karriere for Vikings med 11.747 løbe-yards og 97 touchdowns.


Flere klubber har allerede vist interesse for manden med tilnavnet All-Day. Blandt skulle divisions-rivalerne fra Packers og Lions være mulige nye destinationer, og selv har Peterson indikeret, at han kunne fortsætte karrieren hos New York Giants. Også Oakland Raiders rygtes at være interesseret.