Adrian Peterson er kendt for at være en kriger både på og uden for banen. Nu fortæller han selv, at når han siger stop, vil det være på grund af det mentale og ikke fysikken.

Adrian Peterson har ikke vist tegn på, at karrieren er ved at lakke mod enden, selvom han har rundet 30 år.

Minnesota Vikings-stjernen er da også overbevist om, at hans fremtidige karriestop ikke vil skyldes fysisk udmattelse, men at han ikke længere vil kunne motivere sig gennem en lang offseason.

“Det hårde arbejde hver dag i OTAs og training camp vil helt sikkert være en afgørende faktor. Fysisk, i forhold til min krop, vil der ikke være nogen problemer. Det er kun mentalt – som i OTAs, jeg er ude på træningsbanen og arbejder hårdt. Men det er gentagelse på gentagelse og mere beregnet til at få de unge gutter ind i systemet. Det er ret kedeligt,” siger Peterson til ESPN.

Runningbacken, der ledte NFL med 1.485 yards i sidste sæson, påpeger samtidig, at da han kom tilbage fra sin alvorlige knæskade i 2012, var han ikke igennem de langsommelige træningslejre, men han præsterede stadig at løbe for 2.097 yards. Kun otte yards færre end Eric Dickerson rekord fra 1984.

“Tænk over det her: I 2012-sæsonen deltog jeg ikke i training camp, men jeg var der og trænede fysisk ved siden af. Jeg vil langt hellere have den ekstra måneds fysiske træning på min krop. Det er en fordel på banen,” forklarer han.

Peterson er langt fra en normal runningback, men kigger man på hans position og alder, vil det ikke være en dum idé at give ham lidt ekstra fri i løbet af offseason, hvis det får ham til at føle sig bedre rustet til den kommende sæson.

AP mangler stadig 6.681 yards for at slå Emmitt Smiths rekord for fleste rushing yards nogensinde, og det vil realistisk set tage ham mindst fem sæsoner mere på højt niveau.

Lad os håbe, at han kan holde motivationen intakt.