Søndag fik Miami Dolphins oprejsning med en sikker sejr over Pittsburgh Steelers, men i dag er armene så kommet ned igen. Safety Reshad Jones er ude resten af sæsonen med en skulderskade.

Miami Dolphins hentede søndag en overraskende sejr på 30-15 over Pittsburgh Steelers. Sejren kom især i hus på grund af storspil fra safety Reshad Jones, der på atletisk vis interceptede Big Ben.

Uheldigvis pådrog den dygtige safety sig en så slem skulderskade i kampen, at han ikke kan hjælpe Dolphins-forsvaret i resten af sæsonen. I 2015 havde Jones sin karrieres bedste sæson med 135 tacklinger, to sacks og fem interceptions, der blev belønnet med en tur i Pro Bowl.

Miami Dolphins er 2-4 og møder søndag divisionsrivalen Buffalo Bills, der har fået en anderledes god start med fire sejre og to nederlag.