Los Angeles Rams blev tirsdag dømt af en jury til at udbetale en erstatning på $12,5 millioner til den tidligere Saints-spiller Reggie Bush.

I 2015, Rams’ sidste i St. Louis, blev Reggie Bush knæskadet efter at være gledet på Edward Jones Domes cementunderlag på sidelinien. Det resulterede i et overrevet korsbånd, og det er blandt andet en følgende tabt arbejdsfortjeneste, der er en del af det endelige erstatningsbeløb.

“Reggie mistede evnen til at lave det, han elsker, og muligheden for at forhandle en kontrakt, som han har arbejdet for hele sit liv. Spillerne får en hård behandling og de har derfor et begrænset antal muligheder,” udtalte Bush’s advokat, Tom Cronin.

Det er dog ikke kun Bush, der har været uheldig at glide på underlaget. Også Josh McCown, der dengang tørnede ud for Cleveland Browns, blev narret af cementen i samme sæson. Det resulterede dengang i en skulderskade til den aldrende quarterback.

Se Reggie Bush’s uheldige skade i videon underneden.

Rams’ advokat, Dan Allmayer, argumenterede for, at holdet ikke var ansvarlig for skaden, da det ikke kunne have forudset en farlig omstændighed. Han tilføjede yderligere, at ingen, udover Bush og McCown, var blevet skadet i løbet af de 20 sæsoner, hvor der blev spillet fodbold på stadionet.

Det overbeviste dog ikke jurien, der dømte Rams til at være 100% ansvarlige for skaden ifølge the St. Louis Post-Dispatch.

Rams har gennem deres advokater meldt ud, at de har tænkt sig at anmode om en ny retssag. Som Andrew Brandt, der tidligere har arbejdet hos Packers’ front office, ynder at sige – “There will be lawyers”.

Efter skaden fik Bush et enkelt år i Buffalo inden han lagde støvlerne på hylden i 2017. Han arbejder i dag for NFL Network.