Kampen om Los Angeles er i fuld gang og den har nu bredt sig til træningsbanen, hvor spillere fra Chargers og Rams flere gange røg i totterne på hinanden.


Der var tænding på under den fælles træning mellem de to Los Angeles-klubber, Chargers og Rams. Det betød, at træningen flere gange blev afbrudt på grund af skærmydsler mellem de to hold. Situationen, der satte det hele i gang var et dybt kast fra Chargers’ side.
En Chargers-receiver var i en duel med Rams’ cornerback Trumaine Johnson, de to endte på jorden og Johnson var tydeligt utilfreds. Der blev sendt et slag afsted fra begge spillere, inden endnu en Rams-spiller kommer ind i billedet og situationen eskalerer.
Det var dog ikke slut på konfrontationer mellem de to hold. Lindsey Thiry fra Los Angeles Times fangede flere situationer på video. Hun fortalte også, at der flere gange blev sendt slag afsted, selv om det ikke blev set på videoerne. Thiry meddelte også, at den nye Rams-cheftræner, Sean McVay, meget usædvanligt forlod angrebet og stillede sig ved de defensive backs for at få ro på situationen. Ifølge både Trumaine Johnson og Nickell Robey-Coleman, var det Philip Rivers, der med en seriøs omgang trashtalk fik temperamenterne i kog. 


Selv om det ser en smule voldsomt ud, er det meget normalt, når to hold laver fælles træninger under training camp. Spillerne har hamret løs på holdkammerater i et stykke tid, og det er for mange første gang, at de får lov til at ramme nogle andre. Det giver en naturlig tænding og aggressionerne bygges hurtigt op. Det sjove ved denne situation er, at begge hold nu har hjemme i Los Angeles.
Rams skiftede inden sidste sæson fra St. Louis, mens Chargers inden denne sæson er rykket fra San Diego. Rams er i øjeblikket storebror, da de har historie i byen og spiller på det enorme, historisk vigtige L.A. Coliseum, mens Chargers spiller på lille StubHub Center. Det er normalt fodboldholdet L.A. Galaxys hjemmebane med plads til kun 30.000 tilskuere, klart færrest i NFL.