Har du nogensinde undret dig over, hvordan det egentligt er at være til en NFL kamp i London, kan dette indlæg forhåbentlig gøre dig en smule klogere.

NFLs indtog i London har efterhånden stået på siden 2005, og igen i år blev der spillet tre kampe. Gul Klud var med til årets sidste kamp, det der skulle vise sig at blive et historisk brag af en kamp. Efter at oplevet og skrevet lidt om begivenhederne op til kampen var det endelig blevet gameday.

Søndag den 31. oktober var egentligt en tåget, kølig efterårsmorgen i London, men den lettere deprimerende farvepalette var ikke nok til at dæmpe mit humør. Aldrig har det været lettere at besejre morgenstundens kvaler og komme ud af sengen. Ordet “gameday” er åbenbart mere effektivt end kaffe og Red Bull. En kort togtur var alt, der stod mellem mig og Wembley

Trøjer i alle regnbuens farver

I løbet af weekenden var det tydeligt, at NFL var kommet til englands hovedstad. Fans iklædt diverse trøjer var alt andet end et sjældent syn, men intet kunne måle sig med oplevelsen af at ankomme til Wembley. Så snart jeg stod af “The Tube” blev jeg mødt af et hav af forskellige trøjer. Som fan af sporten var det et smukt syn. Hvert eneste hold var repræsenteret, selv Cleveland Browns havde masser af fans denne dag. Redskins og Bengals’ farver var i overtal, men mængden af upartiske fans var enorm. Bedst som man troede, at Seahawks havde overtaget blandt de neutrale fans, kom en kæmpe gruppe Jets-fans gående tæt fulgt af en blandet gruppe af Titans- og Jaguars-fans. Der var lagt op til den helt store fest.

Artiklen fortsætter efter billederne

 

Næsten ideelle rammer til fan-fest

Rammerne omkring kampen var næsten perfekte. Det eneste man kunne sætte en finger på, var det kedelige vejr, men det lod ikke til at påvirke én eneste person. Mulighederne uden for Wembley var mange, og der var noget for fans i alle aldre. Der var sat stationer op, hvor man kunne “kaste til Odell” eller “sparke field goal mod Seahawks”. Fans kunne købe sig fattige i officielt merchandise eller spise sig halvt ihjel i et bredt sortiment af lækkert, fedtet mad. Gratis sodavand blev delt ud, og øl i næsten ulovlige mængder blev indtaget.

Der sat en autografvogn op, hvor tidligere stjerner såsom Anthony Munoz, Lavarr Arrington og Clinton Portis sad ventende på den massive fanskare, der stod i kø. Man kunne underholde sig selv med Super Bowl-udstilling, et stort podium med forskellige speakere og meget, meget andet. Det var svært ikke at blive rundtosset af alle mulighederne ude foran Wembley Stadium.

Livet som en del af pressen

Desværre for mit vedkommende var der ikke ubegrænset tid til at blive og mærke den fremragende stemning, der var “arbejde”, som kaldte. Efter at have samlet min presse-identifikation op, var det op i presseboksen og forberede sig til kampen – og naturligvis indtage en masse gratis mad, der var stillet op. Gul Klud havde fået tildelt en af de bedste pladser på stadion, så der var ingen problemer med at overvære opvarmningen. 

Opvarmning og pibekoncert

Udeholdets spillere var i klart overtal under den tidlige opvarmning, men med den knaldrøde frisure var Bengals’ Andy Dalton en let mand at spotte. Spillene lavede en masse forskellige øvelser i deres træningstøj inden de smuttede i omklædningsrummet og skiftede til mere kampegnet udstyr. Det var på dette tidspunkt, at Wembley begyndte at lukke de første fans ind.

Lidt over en time før kampstart kom spillerne på banen til den reelle opvarmning, og til trods for, at Wembley stadig havde masser af tomme sæder, blev Redskins-spillerne mødt af en pibekoncert. I Londons bybillede kunne det sagtens mærkes, at Bengals var hjemmeholdet, det samme var tilfældet på stadion tidligt på dagen. Som kampen skred frem, blev publikums kærlighed dog delt ligeligt fordelt

Fremragende show satte kampen i gang.

Det rigtige show på Wembley blev skudt i gang på smukkeste vis. Det hele startede ud med en rørende, kunstnerisk hyldest til de mange britiske soldater, der døde under første verdenskrig. Efterfølgende blev de to hold præsenteret. Da Bengals teknisk set spillede på hjemmebane, fik de æren af en længere og spektakulær introduktion, der bød på masser af flammekanoner. Det blev fulgt op af to flotte udgaver af den amerikanske og britiske nationalsang, og med det efterfølgende kickoff gik der lang tid inden gåsehuden forsvandt. Selve kampen levede op til den fremragende åbning – læs mere om den her.

Underholdning og stjerner uden for banen

Det var dog ikke kun på banen, at der var underholdning. NFL havde gjort alt for, at publikum aldrig skulle kede sig. Der var våben, der i klassisk amerikansk-stil fyrede T-shirts ud til et hungrende publik, Bengals-cheerleaderne optrådte ofte og dagens fans formåede også at underholde sig selv med mere (og ofte mindre) succesfulde versioner af “Bølgen”.

I dagens anledning var der også et par specielle gæster. Præcis som ved fan-begivenheden dagen før kom tidligere Redskins-quarterback Joe Theismann og talte om de fantastisk fans, der var til stede i dag. En person, der var mere vant til at bevæge sig rundt på græs i London, var dog også til stede. Arsenal-legende Thierry Henry gav et par ord, men hvad han sagde var umuligt at høre, da det meste af Wembley buhede som det gjaldt deres liv.

Storskærmene på stadion blev også brugt flittigt. Der var op til flere indslag, hvor Bengals-spillere skulle prøve at forklare forskellige britiske udtryk. Naturligvis dummede de sig ofte, til stor glæde for publikum. Højdepunktet kom dog, da spillerne skulle forsøge sig med offsidereglerne i den anden udgave af fodbold. Den seance endte med, at defensive tackle Domata Peko overlegent forklarede reglen, hvilket udløste massiv jubel.

Storskærmen blev også brugt til diverse regelforklaringer. Blandt andet blev fair catch sammenlignet med noget lignende inden for Rugby-verden. De fleste briter må efterhånden være bekendt med amerikansk fodbold, men det var bestemt brugbart for de uindviede. Generelt var det toptunet underholdning, og det at se kampen uden at blive afbrudt af reklamepauser var utroligt befriende.

Som sild i en tønde

Skulle man være i tvivl, så er det en fremragende oplevelse at være til NFL i London. Er man fan af sporten skylder man sig selv at opleve en livekamp, uanset hvor det er.  De 84.488 fans på Wembley var flest i London siden NFL begyndte at sende kampene til Europa i 2005. Det gjorde så også hjemturen med metro til en udfordring. Selvom Londons undergrundssystem er solidt, havde det problemer med at håndtere det, der virkede som samtlige fans på én gang.

Det gjorde dog ikke noget ved kampoplevelsen, der var underholdning uden modstykke. NFL er ganske anderledes at se live end på TV, på godt og ondt. Det var en fryd at se hele banen, at kunne spotte spilmønstre og forsvarstaktikker. Nok er det en smule sværere konstant at holde styr på, hvor mange yards den enkelte spiller har, men at kunne se spillere bryde fri ned af banen, at kunne mærke ilden hver gang Bengals scorede og satte gang i flammekanonerne, det er fantastisk. Intet mindre end fantastisk.