Aaron Donald og flere andre NFL-stjerner møder ikke op til frivillige træningspas i øjeblikket. Vi giver dig et overblik over, hvilke spillere der holder sig væk og hvorfor. Vi kan afsløre, at der er penge indblandet.

I dag tager de sidste NFL-hold hul på ‘organized team activities’ (OTA’s), der er holdenes første mulighed for at spille 7 mod 7 eller 11 mod 11. Trænings-sessionerne er frivillige, men det ses som en selvfølge, at alle spillere – også de største stjerner – møder op i de første forberedelser til den kommende sæson. Men sådan er virkeligheden ikke helt. Slet ikke i år.

Adskillige stjerner har nemlig ikke meldt deres ankomst, og et tema går igen: Kontraktstridigheder.

Her får du overblikket over de spillere, der ikke deltager i OTA’s.

Aaron Donald, DT, Los Angeles Rams
Forsvarsstjernen er stadig på jagt efter en kæmpe-kontrakt, og det er ingen overraskelse, at han ikke vil være at finde blandt spillerne på træningsbanen. Sidste år deltog Donald slet ikke i Rams’ træningslejr helt op til sæsonstart. Han spiller lige nu på det sidste år af hans rookie-kontrakt, der giver ham 6,892 millioner dollar.

Le’Veon Bell, RB, Pittsburgh Steelers
Ligesom Donald mødte Bell heller ikke op på træningsbanen før kort før sæsonstart sidste år. For andet år i træk spiller runningbacken under franchise tagget, hvilket kan bestemt ikke er tilfreds med. Bell ønsker at blive den suverænt bedst betalte på positionen med en kontrakt, der matcher ligaens bedste receivere.

Julio Jones, WR, Atlanta Falcons
Matt Ryans favoritvåben vil heller ikke deltage i OTA’s. Jones vil have forbedret sin nuværende kontrakt, der blev underskrevet i 2015 og giver ham 14,25 millioner dollar om året. De sidste tre år af kontrakten indbringer ham “blot” 34,4 millioner dollar de resterende år, hvilket er et stykke fra Antonio Browns årlige hyre på 17 millioner dollar.

Tom Brady, QB, New England Patriots

Mens det var forventet, at de tre ovenstående stjerner ikke deltager i OTA’s, er det en smule bekymrende for Patriots, at Brady ikke er på træningsbanen i Foxborough. Quarterbacken har i mange år været en fast del af OTA’s, og han har understreget, hvor vigtigt det er at kunne opbygge relationer på og uden for banen – især med nye holdkammerater. Spørgsmålet er, om Brady med sine 40 år bare værner om sin krop, eller om der ligger noget mere bag? Måske en utilfredshed med hans kontrakt, der er på sølle 20,5 millioner dollar om året, hvilket placerer ham i midterfeltet på positionen.

Rob Gronkowski, TE, New England Patriots
Der har været mange skriverier om ligaens måske bedst tight end de seneste måneder. Faktum er, at han fortsætter karrieren, men nu vil han gerne have en bedre kontrakt. Lige nu er han med en årsløn på ni millioner dollar kun den fjerde bedst betalte på positionen, og Gronk bliver efter sigende væk, indtil en forbedret kontrakt er i hus. Ifølge NFL Networks James Palmer skulle en kontrakt nærme sig, så Gronkowski er nok snart tilbage på træningsbanen.

***LÆS: Patriots arbejder på forbedret kontrakt til Gronk


I modsætning til Donald, Bell, Jones, Brady og Gronk har New York Giants’ Odell Beckham Jr. overrasket positivt ved at møde op til OTA’s, selvom han også ønsker at blive belønnet med en stor kontrakt. Der er forskellige måder at gribe kontraktstridigheder an, nu er det bare spændende at se, hvem der bliver belønnet med flere $ på kontoen.