Cleveland Browns har ikke haft en god sæson, men den unge cornerback Jamar Taylor har vist fint spil, hvilket har resulteret i en kontraktforlængelse.

Den 26-årige forsvarsspiller har skrevet under på en kontraktforlængelse, der over de næste tre år kan udbetale helt op til 15 millioner dollars. Taylor, der blev draftet af Miami Dolphins i anden runde af 2013-draften, blev tradet til Cleveland inden sæsonen gik i gang. Browns byttede det 223. valg i draften for det 250. og Taylor. Det er småting i NFL-sammenhæng.

Den unge forsvarsspiller kunne ikke bruges i netop Miami, men han har vist bedre spil i Cleveland. Her er det blevet til ti kampe fra start, 40 tacklinger og to interceptions. Taylor har været en af de få positive overraskelser for Browns i denne sæson, og trænerstaben er glade for at beholde ham. Holdets administrerende direktør, Sashi Brown, havde kun positive ting at sige.

“Jamar har været en utroligt positiv tilføjelse til vores bagerste kæde. Han arbejder ekstremt hårdt og vist masser af vedholdenhed gennem sin karriere. Han opfører sig som en veteran, er utroligt fleksibel og kan både spille på indersiden (nickel) og ydersiden af forsvaret.”

Det er en solid aftale for begge parter. Taylor er ikke en spiller, der kan bygges et helt forsvar op omkring, men han er en solid ung spiller. Det er noget, som Cleveland i den grad har brug for.