Indianapolis Colts’ running back får fire spilledages karantæne efter, at han er blevet testet positiv for brug af præstationsfremmende midler.

Robert Turbin er kendt som en hårdtslående running back, men nu kan den 28-årige spiller se frem til fire spilledage i skyggen, efter han er blevet testet positiv for brug af præstationsfremmende midler. Det var hovedpersonen selv, som annoncerede nyheden via nedenstående udtalelse på Twitter:

Indianapolis Colts var allerede tynde på running back-positionen og med Turbins karantæne, er det ikke utænkeligt, at holdets to rookies i form af Nyheim Hines og Jordan Wilkins kommer til at få mere spilletid. Derudover råder Colts over Marlon Mack, der i skrivende stund døjer med en skulderskade, mens man ligeledes har tilknyttet Christine Michael.

Robert Turbin har tidligere tørnet ud for Seattle Seahawks (2012-2014), Cleveland Browns (2015) og Dallas Cowboys (2015), før han skiftede til Indianapolis Colts i 2016. Her har Turbin præsteret 452 totale yards og hele 9 touchdowns.