Runningbacken Karlos Williams, der tidligere har spillet for Buffalo Bills og Pittsburgh Steelers, har fået mindst et års karantæne.

Karlos Williams er igen blevet testet positiv for brug af ulovlige stoffer. Det er tredje gang, at spilleren bliver taget for det, og han kan derfor se frem til mindst et års karantæne. Det skriver ESPNs Field Yates.


Karantænedommen er Karlos Williams’ tredje inden for det sidste år. Inden 2016-sæsonen blev runningbacken idømt fire kampes karantæne på grund af brug af ulovlige stoffer, hvilket fik Bills til at fritstille talentet.
Siden kom Williams til Pittsburgh Steelers, hvor han igen fik en karantænedom af samme årsag. Denne gang var dommen på ti kampe, hvoraf han stadig mangler at afsone én.
*** Læs også: NFL top 100-spillere: Gul Kluds 1-25
Steelers fritstillede ham i marts, og med karantænen in mente, er det usandsynligt, at Williams snart finder et nyt hold.
Når Williams var på banen, var talentet ellers tydeligt. I sin ene sæson for Bills løb det tidligere sjetterundevalg for 517 yards og syv touchdowns, mens han også greb for 96 yards og to touchdowns.