Kansas City Chiefs fik en dårlig start i sidste sæson, inden de fik styr på sagerne og vandt 10 kampe i træk på vej mod slutspillet. Og for første gang i 22 år lykkedes det også at vinde en kamp i slutspillet. I år skal bygges videre på den succes.

Der kan næppe være tvivl om, at Kansas City Chiefs er et af de hold, der skal holdes øje med i år. De missede akkurat at vinde AFC West i sidste sæson, men sluttede med 11 sejre og en slutspilssejr på 30-0 over Houston Texans. Den slags må give selvtillid forud for den kommende sæson.

Quarterback Alex Smith har skabt et kæmpe navn for sig selv i Kansas City, men det er stadig runningback Jamaal Charles, der er den helt store stjerne på angrebet. Og det er forsvaret, der bærer holdet. Sådan vil det formentlig også blive i den kommende sæson, hvor Chiefs i øvrigt kan glæde sig over nu at være det eneste hold, der er baseret i staten Missouri, efter Los Angeles Rams’ flytning fra St. Louis.

Næste sæson vil være fjerde år med Andy Reid ved roret som holdets head coach, og med rette vil fansene forvente både divisionssejr og store ting i slutspillet. Mange har dem som favorit til endelig at vippe Broncos af tronen efter de forsvarende Super Bowl-mestre har vundet AFC West de seneste fem år. Men det bliver svært i en af NFLs mest konkurrencedygtige divisioner, og det skal blive spændende at se, hvem der står øverst på bjerget, når de 17 uger er omme.

Angrebet: Den offensive linje binder angrebet sammen
Chiefs fik vendt den dårlige start i sidste sæson, og blandt de mest interessante observationer var måske, hvordan holdet klarede sig uden runningback Jamaal Charles. Charcandrick West og Spencer Ware tog over og løb tilsammen for mere end 1000 yards og 10 touchdowns. Det var faktisk dårligt til at se, at Charles manglede.

I år kommer han stærkt tilbage, og det skal blive spændende, hvordan løbespillet vil klare sig med tre habile runningbacks.

På receiversiden var det forfriskende at se, at der var en wide receiver på holdet, der kunne gribe touchdowns. Noget der ikke skete i hele 2014-sæsonen. Jeremy Maclin er den store stærke i denne spillergruppe, og det kommer ikke til at ændre sig i den kommende sæson. Maclin greb 87 bolde i sidste sæson, mens ingen andre wide receivere var over 20 grebne bolde. Det skal ændre sig, hvis Chiefs skal forbedre sit angreb. Tight end Travis Kelce bliver igen en stor force.

Det hele kommer dog til at afhænge af, hvordan den offensive linje klarer sig – som det så ofte er set. I foråret sagde Chiefs farvel til spillere som Ben Grubbs og Jeff Allen, og det efterlader huller på guard-positionen. Til gengæld var center Mitch Morse bundsolid i sidste sæson, og det vil han formentlig fortsætte med. På tacklepositionen er Mitchell Schwartz hentet ind – en af de bedre tackles i ligaen – og han skal nu sættes sammen med førstevalget fra 2013, Eric Fisher, der – noget overraskende for mig – fik en gigantisk ny kontrakt i løbet af denne sommer. Der vil være pres på ham for at leve op til de store tal på kontrakten.

Forsvar: Skader og uro kan skabe revner
Chiefs-forsvaret er et af de bedste i NFL. Skal man følge det seneste Madden-spil, der udkommer i slutningen af august er det faktisk det bedste i hele ligaen. Og de var også en afgørende faktor i mange kampe i sidste sæson, hvor man i de sidste 12 kampe kun to gange tillod 20 point eller mere. Cornerback Marcus Peters, som blev valgt i draftens første runde havde en helt fænomenal rookie-sæson, og han bliver allerede betragtet som en af de bedste på sin position i ligaen. Peter har haft en interception i fem træninger i træk, så det bliver vanvittig interessant at følge ham i 2016.

Desværre for Chiefs er de ellers en anelse tyndt besat på cornerback-positionen, så de kan nemt få brug for en rutineret leder på safety-positionen til at holde styr på det hele. Og det er et problem.

Den oplagte leder er safety Eric Berry. Men han er endnu ikke mødt ind til training camp. Berry er utilfreds med sin kontrakt og det ser ikke ud til, at der kommer en løsning lige med det samme. Chiefs har brugt sit franchise tag på Berry, men han har nægtet at underskrive det, og før det sker kan han ikke deltage i træningen.

Desuden er forsvarets bedste spiller, outside linebacker Justin Houston, skadet på ubestemt tid. Han blev skadet i slutningen af sidste sæson, og i februar kom meldingen så, at han kunne være ude i 6-12 måneder. Hvornår han præcist vender tilbage er uklart, men han vil være savnet, mens han er væk.

Den oversete nøgle: Truppens bredde
På startpositionerne kan der ikke være meget tvivl om, at Chiefs er et af de bedste hold i NFL. Forsvaret er for det meste solidt, og angrebet har store playmakere i alle positionsgrupper. Men hvem skal løfte holdet, hvis der opstår skader, eller når stjernerne skal have et hvil?

Steven Nelson, Rakeem Nunez-Roches eller Frankie Hammond siger måske ikke de fleste danske NFL-fans så meget. Nelson er listet som holdets nummer 2 på cornerback, mens Rakeem Nunez-Roches er backup for nose tackle Dontari Poe. Frankie Hammond er et af buddene på en reserve for receiver Jeremy Maclin. Alternativt Rod Streater eller rookies DeMarcus Robinson eller Tyreek Hill. Alt sammen, hvis man går efter holdets første uofficielle depth chart, der udkom forleden.

Justin Houstons skade gør ondt, men Houston spiller på en af de positioner, hvor holdet er bedst besat med talent. Jeg gruer på Chiefs’ vegne for, hvad der sker, hvis Maclin, Poe eller Marcus Peters bliver skadet.

Målsætning: At forbedre sidste års resultat
Det blev til et nederlag i divisionsrunden i sidste sæson. Derfor må målsætningen i år være at komme helt til AFC-finalen. Her kan man formentlig løbe ind i hold som New England Patriots, Pittsburgh Steelers, Cincinnati Bengals eller divisionsrivalerne fra Denver. Og det er alle hold, som Chiefs vil have en mulighed for at slå. Derfor er Super Bowl-deltagelse ikke urealiststisk for et hold, der sidst vandt NFL-mesterskabet i 1969.

BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KC | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS