Kansas City Chiefs og Oakland Raiders mødes i nat i et AFC-topopgør på Arrowhead Stadium, hvor et tungt lag frost i nat lagde sig på banen. Det har taget det meste af dagen at varme banen op på grund af frostgraderne, men nu er banen meldt klar til kamp.

Et fantastisk rivalopgør er i vente, når de to tophold i AFC West, Kansas City Chiefs og Oakland Raiders, støder sammen på Arrowhead Stadium i nat. Men ud over hinanden skal de to mandskaber også forberede sig på en kulde, der har drillet græstæppet på Arrowhead indtil langt hen ad eftermiddagen amerikansk tid.

Det vandtætte “tæppe”, der skulle beskytte banen mod frostgraderne, kunne ikke holde græsset fri fra frost i nat, og derfor har der været godt gang i banevarmere for at få gjort banen sikker til at spille på.

Lidt før klokken 10 amerikansk tid var græsoverfladen stadig frossen, og temperaturerne ligger konstant mellem minus to og minus seks grader.

Cirka klokken 15.30 (21.30 dansk tid) blev der meldt om gode forhold igen. Vi er klar til en fremragende kamp på Arrowhead om få timer!