Patrick Mahomes, der blev valgt som nummer ti af Kansas City Chiefs i årets draft, er overrasket over, hvor svært det er at være quarterback i NFL.

Det er svært at være quarterback i NFL, og det har Patrick Mahomes hurtigt måtte indse. Mahomes, der kommer fra et simpelt system hos Texas Tech, skal til at vende sig til det komplicerede west coast-system, Andy Reid og Chiefs foretrækker, hvilket er noget af en omvæltning.
*** Læs også: Sådan gik draften: AFC West
Allerede efter den første træningsdag for førsteårsspillerne kunne Mahomes fortælle Chiefs’ hjemmeside, hvor stor en omvæltning, det er:
– Jeg lærer rigtig meget. Mest af alt det med at udpege Mike-linebackeren, kalde spillet og sikre mig at alle er på plads. Der er meget mere, end hvad der var hos Texas Tech, men vi lærer det hen ad vejen og vi bliver bedre hver gang.
Det er altså noget af et projekt, Chiefs har gang i med den rå Mahomes, der også kunne fortælle hvor svære spilkaldene og hele processen ved dem er:
– Spilkaldene er ret svære, men du lærer dem. Det er mest at vide, hvad der sker, når du kalder et. Du kan ikke bare kalde et spil og ikke vide, hvad der skal ske. For mig, handler det om at vide, hvad der sker hele spillet og forstå hvorfor coach [Andy Reid] kaldte netop dét spil.
*** Læs også: Shanahan: I værste fald kan Reuben Foster være ude for sæsonen
– Det sværeste var processen med at komme ind i klyngen, kalde spillet og kende det. Jeg har studeret alle de spil, vi lavede her til morgen. Men hver gang jeg kom derud og skulle kalde spillet, skulle jeg kigge rundt og sikre mig, at alle var på plads. Det var noget, der var meget sværere end jeg troede, det ville være, fortalte Mahomes.
Heldigvis for Mahomes og Chiefs, er Alex Smith stadig holdets starter, og han er på kontrakt to år endnu. Mahomes vil altså have god tid til at lære, hvordan det er at være en NFL-quarterback, bag Smith. Reid håber, han kan hjælpe Mahomes og hans utrolige armstyrke med at udløse potentialet og blive Chiefs’ næste quarterback.