Kansas City Chiefs annoncerede torsdag aften, at de har forlænget kontrakten med træner Andy Reid. Samtidig har de stoppet samarbejdet med general manager John Dorsey med øjeblikkelig virkning.

De sidste fire år har Andy Reid nydt stor succes som Kansas City Chiefs-træner. Det er derfor naturligt, at Chiefs har valgt at forlænge med træneren, hvis kontrakt stod til at udløbe efter 2017.


Aftalens detaljer vides endnu ikke.
I 2013 overtog Andy Reid et Chiefs-hold, der blot havde vundet to kampe og tabt hele fjorten sæsonen forinden. Reid fik hurtigt holdet på ret køl, og allerede i sin første sæson i Kansas City førte han holdet i slutspillet efter 11 sejre og fem nederlag i den regulære sæson.
Siden fulgte tre sæsoner, der ligeledes havde flere sejre end nederlag, med yderligere to optrædener i slutspillet. Chiefs administrerende direktør, Clark Hunt, har derfor også kun rosende ord til overs for Reid.
– Han (Andy Reid) har allerede etableret sig som en af de bedste trænere i ligaen, og han er godt på vej til at blive en af historiens bedste. Vi er stolte af at have ham til at lede vores hold, og jeg ser frem til at arbejde mod at vinde et mesterskab med Chiefs med ham, udtaler Hunt til Chiefs.com.
*** Læs også: Carr forlænger: Bliver NFLs bedst betalte
Inden han kom til Chiefs, var Reid træner for Philadelphia Eagles i 13 år. Hos Chiefs er det blevet til 43 sejre og 21 nederlag i den regulære sæson, mens det i slutspillet er blevet til én sejr og tre nederlag.

Farvel til Dorsey

Samtidig har Chiefs sagt farvel til general manager John Dorsey, hvis kontrakt ligeledes stod til at udløbe efter næste sæson.
– Jeg fortalte John (Dorsey), at vi ikke ville forlænge hans kontrakt efter 2017-sæsonen, og efter flere overvejelser, følte vi at det var i hans og vores bedste interesse at stoppe samarbejdet nu, fortalte administrerende direktør, Clark Hunt, til Chiefs.com.
Dorsey kom, ligesom Reid, til Chiefs i 2013. Sammen med Reid, har de gjort Chiefs til et af AFCs bedste hold. Dorseys afsked kan betyde, at Reid overtager nogle af hans opgaver og får et større ansvar.
Han brugte næsten 20 år i Green Bay Packers’ medarbejderstab, inden han kom til Kansas City.