Det blev en kamp med to helt forskellige halvlege, hvor den ene var et offensivt festfyrværkeri, og den anden hvor forsvarene dominerende.

Første halvlegs angrebsfest startede på kampens første angrebsserie, da quarterback Brock Osweiler (25/37, 254 yards, 2 TDs, 2 INTs) orkestrerede en 9-spils angrebsserie. Serien sluttede med Osweilers første touchdownkast, da han fandt tight end CJ Fiedorowicz.

Næste gang Texans fik bolden, fortsatte de fine angrebstakter. Osweiler sluttede denne gang serien af med et 5-yard touchdown til rookie Will Fuller. 14-3 ved udgangen af første quarter, da Titans satte et 48 yards langt field goal på tavlen.

I anden quarter meldte Titans sig ind i kampen. Efter Texans havde bragt sig foran 17-3 på et field goal fra 53 yards, brugte Titans og Marcus Mariota (13/29, 202 yards, INT) kun 5 spil på at rejse 78 yards. Touchdownet scorede runningback DeMarco Murray fra 2 yards.

Derefter fulgte 3 fejl, da Texans først brændte et field goal. På den efterfølgende serie kastede Mariota en interception til safety Quintin Demps. Den interception udlignede Osweiler på det efterfølgende spil, da cornerback Jason McCourty greb Osweilers kast.

Den interception gav Titans udgangspunkt på Texans’ 39-yard linje, og det gode udgangspunkt udnyttede Titans optimalt. 9 spil senere lavede Murray dagens andet touchdown, denne gang fra 1 yard ude.

Lige inden pausen satte Texans dog et field goal på tavlen, så stillingen var 20-17 til hjemmeholdet ved pausen. Første halvleg havde kun budt på 2 punts, og angrebene havde styr på forsvarene. Det skulle dog ændre sig i anden halvleg.

Anden halvleg startede dog også med point. Titans brugte næsten 8 minutter, da kicker Ryan Succop lavede et field goal fra 26 yards. Dermed var der udlignet, 20-20.

På den efterfølgende angrebsserie var Texans godt på vej mod scoring, da Osweiler kastede dagens anden interception. Den interception kunne Titans dog ikke udnytte, og efter 4 spil skulle de punte. Dét punt skulle vise sig at have afgørende udfald, da Will Fuller returnerede puntet 67 yards til scoring. Dagens andet touchdown fra rookien, der er på vej til at lave et navn for sig selv i NFL.

Derefter fulgte fire angrebsserier uden scoring, og så faldt kampens afgørelse. Titans havde bevæget bolden ned på Texans’ 28-yard linje, da de stod overfor en 4. down og 6. Den konverterede Mariota ikke, da hans kast til Andre Johnson mislykkedes. Dermed var kampen ovre og Houston Texans er nu 3-1. De rejser næste uge til Minnesota. Titans falder til 1-3, og møder næste uge Miami Dolphins ude.

Statistikkerne:

For Texans havde runningback Lamar Miller en anonym kamp (19 løb, 82 yards), hvor den eneste profil på angrebet var Will Fuller. Han greb 7 bolde for 81 yards og et touchdown, og krydrede indsatsen med touchdownet på punt-returnet. Superstjernen DeAndre Hopkins var aldeles anonym (1 greben bold, 4 yards).

For Titans kunne kun DeMarco Murray være sin indsats bekendt (25 løb, 95 yards, 2 TDs). Andre Johnson greb 3 bolde for 33 yards, og hans 3 grebne bolde var flest af alle for Titans.