Los Angeles Rams er kendt for deres stærke forsvar og skrantende angreb, og dagens gæster fra Carolina Panthers er, skønt de to sidste kampes 30 og 38 point, også kendt for at hårdtslående forsvar. Derfor var dagens kamp forventet lavt scorende, og dét blev den.

Første halvleg
Det blev da også forsvarene der dominerede første halvleg. Men det havde ikke behøvet at blive sådan, for på første angrebsserie kunne vi have fået kampens første point.

Rams’ angreb havde bevæget bolden ind i scoringsafstand, men kicker Greg Zuerleins forsøg fra 55 yards ramte ikke. Vi måtte derfor vente til udgangen af første quarter, før kampens første point indtraf. Panthers, og i særdeleshed Cam Newton, fik endelig gang i lidt angreb, og med en masse korte kast, bevægede de sig godt ned af banen.

Angrebsserien sluttede da også med et touchdown, da Newton ramte Greg Olsen fra 9 yards ude.

Herefter fulgte 6 angrebsserier der sluttede med punts, før Rams stod på Panthers’ 38-yard linje. Herfra gik de på en 4. down og 1, men fik den ikke. Vi nåede dog også at se yderligere to brændte field goal forsøg, fra 48 og 55 yards. Derfor gik holdene til pause med en 7-0 til gæsterne, efter en halvleg der havde budt på hele 3 brændte field goals.

Anden halvleg
Man kunne have fået trænerne havde lavet offensive justeringer i pausen, men håbede man det, blev man hurtigt skuffet.

Kampbilledet var præcis det samme i tredje quarter. Forsvarene var dominerende, og begge hold spillede kampen om god udgangsposition. Derfor bød quarteren på tre angrebsserier der endte i punts, og en serie der endte med en interception. Dén kastede Case Keenum lige til linebacker Thomas Davis, og så overtog Panthers’ angreb bolden på egen 45-yard linje.

Den fine udgangsposition udnyttede de til 3 point, da Graham Gano ramte fra 38 yards. 10-0 til gæsterne med 11:17 tilbage af kampen.

På den efterfølgende angrebsserie svarede Rams dog igen. De leverede spil for 12, 9, 11, 25 og 10 yards, og så stod de pludselig på 7-yard linjen. Helt atypisk effektivt, men så gik serien også i stå. Fra 7-yard linjen kastede Keenum 3 incompletions, men han skal ikke have hele skylden.

På 3. down ramte han en helt fri Lance Kendricks, man i stedet for at gribe med hænderne, prøvede Kendricks at gribe med maven. Det gik selvfølgelig ikke, og så nøjedes de med 3 point.

Nu var angrebene pludselig kommet i gang, og Panthers kunne også levere en angrebsserie. De prøvede tydeligvis at bruge så meget tid som muligt, og samtidig ramte Newton receiver Kelvin Benjamin et par gange. Derfor kunne Panthers bruge 5 min, og endte med et field goal fra 37 yards. De var nu oppe 13-3 med kun 3:23 tilbage af kampen.

Den tid brugte Rams på at lave et touchdown, men det tog desværre for lang tid. 15 spil og 2:44 tog det angrebsserien, der sluttede med touchdownkast til Kenny Britt. Det efterfølgende onside-kick mislykkedes, og så var kampen ovre.

Sejren bringer Panthers på 3-5, og de har nu vundet 2 i træk. De tager næste søndag imod Kansas City Chiefs.

Nederlaget er Rams’ fjerde i træk, og de er nu 3-5. Deres fine sæsonstart er så småt ved at smuldre, og skal de tilbage i kampen om slutspilspladser, skal næste søndags udekamp mod New York Jets vindes.

Statistikkerne:
I denne forsvarskamp var der således heller ingen angrebsspiller med flotte tal, hvor Cam Newton kun kastede for 225 yards på 20/32 og et TD. Han fik ikke meget hjælp af løbespillet, hvor Rams havde godt styr på Jonathan Stewart (15 løb, 42 yards). I kastespillet blev Benjamin bedste mand med 5 grebne bolde for 76 yards. 5 bolde greb Greg Olsen også.

For Rams havde angrebsspillerne heller ikke den bedste kamp. Case Keenum kastede for 296 yards, et TD og en INT, mens stjernerunningback, Todd Gurley, igen leverede en skuffende indsats (48 yards på 12 løb). Gurley er efter 8 kampe på 451 yards, og således på vej mod kun 902 yards for sæsonen.
Blandt receiverne var tight end Lance Kendricks bedste mand med 7 grebne bolde for 90 yards.

At forsvarene dominerede kampen, sås også på de 11 punts, kun 34 samlede ‘first downs’ og hele 11 sacks holdene imellem.