Los Angeles Rams’ eksplosive angreb dominerede, da Rams slog Chargers i et underholdende opgør på vestkysten.

Rams og Chargers kæmper om at kunne kalde sig det bedste mandskab i Los Angeles, og søndag aften fik vi taget temperaturen på, hvilket af de to hold der er bedst lige nu.

Sean McVays tropper var et skridt foran i hele kampen og hentede en fortjent hjemmesejr på 35-23

Specielt Rams-angrebet var fremragende med en skarp Jared Goff, der spredte bolden rundt til Robert Woods, Cooper Kupp og Brandin Cooks, mens Todd Gurley nok en gang var noget nær ustoppelig bag en solid offensiv linje.

Hele 521 yards rykkede Rams bolden i opgøret, og så betød det mindre, at Goff i første halvleg blev interceptet af rookie-safety Derwin James i redzone. Den offensive pragtpræstation blev krydret med dette special teams-touchdown efter et blokeret punt.

Chargers’ forsvar virkede til at lide under defensive end Joey Bosas fravær. Der var ikke meget pass rush, hvilket gjorde det ekstremt vanskeligt for gæsternes secondary at dække værternes dygtige receivere.

Med resultatet er Rams 3-0 og indtager førstepladsen i NFC West, mens Chargers endnu en gang har fået en resultatmæssig dårlig sæsonstart med to nederlag i tre kampe.