To hold som de fleste havde store forventninger til inden sæsonstart tørnede sammen i Jacksonville, Florida. Opgøret endte dog som en kæmpe skuffelse og med en 33-16 sejr til Raiders.

Raiders har vundet fire kampe og været glimrende offensivt, men defensiven har ikke taget et skridt i den rigtige retning. Hjemmeholdet Jaguars har været modsætningen. Forsvaret har gjort det flot, men angrebet er gået et skridt tilbage set i forhold til sidste sæson. Som om der ikke var historier nok, så havde Raiders endnu ikke tabt en udekamp i denne sæson. Og ja, så var det også en genforening mellem Jacksonville og Jack Del Rio, der var cheftræner for Florida-holdet i ni år. 

Første quarter forløb stort set uden højdepunkter indtil Jacksonville fumblede et punt med ti sekunder tilbage. Det gav Raiders bolden i Red Zone, men det blev kun til et field goal. Jaguars var generelt ekstra uskarpe i kampens start. Blandt andet havde Jaguars midt i første quarter gode muligheder for scoring, men Bortles kastede direkte ind i triple-opdækning.

Efter et Jacksonville-drive, der gik i stå i Red Zone, var det Raiders, som satte kampens første touchdown på tavlen. Det skete efter et drive, hvor udeholdet kørte 11 spil med hele ni løb og blot to kast.

Raiders bragte sig yderligere foran i første halvlegs døende sekunder. Det skete da Derek Carr ramte Crabtree på et kort kast, og førte til stillingen 20-6. Netop de to spillere fandt sammen få spil tidligere, da Carr sendte en dyb sukkerbold i hænderne på sin pålidelige receiver. Et af de flotteste kast vi får at se i år.

På trods af, at Raiders har et af ligaens statistisk dårligste forsvar, formåede Jaguars ikke at gøre noget væsen af sig angrebsmæssigt. Bortles sluttede en elendig første halvleg med at have ramt på 5 af 14 kast for 57 yards og en interception.

Anden halvleg værre end den første.

Tredje quarter forløb uden de helt store spil. Den største oplevelse i anden halvlegs første kvarter var uden tvivl Raiders’ speciel teams-stjerne, punter Marquette King. Den 27-årige punter gjorde livet surt for Jaguars flere gange, med lange, præcise punts, der gav hjemmeholdet dårlig position på banen. King blev dog næsten overskygget af en anden spiller på Raiders’ special teams enhed. 38-årige kicker Sebastian Janikowski var nemlig helt fantastisk og en helt essentiel del af Raiders’ sejr.

Med lidt over fire minutter tilbage af kampen fik Jacksonville endelig deres første touchdown. Bortles ramte egentligt en forsvarsspiller, men tight end Julius Thomas rev bolden ud af Raiders-spillerens hænder. Siden 2013 er Julius Thomas den tight end med flest touchdowns, så Jacksonville skal have gang i den dyre spiller.

Kampen blev afgjort i fjerde quarter, da Raiders’ fremragende punter løb for en første down på 4. down og 24.

Generelt var det en utroligt sløset kamp af begge mandskaber. Over 20 gule klude blev kastet, og spillet på banen var aldrig kontinuerligt godt. Raiders spillede en fin første halvleg, men kunne næsten ikke købe en første down i anden halvleg. Tre spillere blev også smidt ud af kampen. Malik Jackson fik to personlige fejl, mens Jalen Ramsey og Johnny Holton fik sparket efter en mindre slåskamp.

Efter to sejre i træk stoppede Jacksonvilles stime. Raiders deriod er fortsat ubesejrede på udebane i denne sæson og er stadig med i kampen om førstepladsen i AFC West. Det er i øjeblikket en hård kamp, da Chiefs også vandt i dag og dermed også er 5-2.