New England Patriots hentede her til aften en overbevisende sejr over Miami Dolphins. Tom Brady spillede en forrygende kamp og styrkede sit MVP-kandidatur med en NFL-rekord.

New England Patriots havde turen sydpå til varme Florida for at afslutte grundspillet mod divisionsrivalen Miami Dolphins i et opgør, hvor Bill Belichicks mandskab kunne sikre sig førsteseed i AFC.
Dolphins havde vundet de seneste tre opgør i Miami, men den stime fik en brat ende. Patriots førte fra start til slut og vandt 35-14 specielt takket være en stor kamp af quarterback Tom Brady, der ramte på 25 af 33 kast for 276 yards og tre touchdowns. Det bragte Brady på 28 touchdowns og blot to interceptions for sæsonen. Bedste ratio nogensinde. Han passerede også Dan Marino på listen over flest kasteyards i NFL-historien.


New England kom lynhurtigt fra start med to touchdowns på de første to angrebsserier efter en god variation mellem løbe- og kastespil. Serierne blev henholdsvis afsluttet med et playaction-touchdown til tight end Martellus Bennett og et forrygende spil af nyerhvervede Michael Floyd, der brød flere tacklinger på vej i endzone.


Gæsterne satte yderligere to field goals på tavlen inden pausen, før der kom gang i Miami. Med tre minutter tilbage af første halvleg satte Matt Moore og Co. endelig en god angrebsserie sammen, der endte med et kast til Jarvis Landry, som kopierede Floyds touchdown ved på flot vis at bryde en tackling på vej til et touchdown.
Det gav tilsyneladende Dolphins et selvtillidsboost, for holdet marcherede direkte ned ad banen for et nyt touchdown og en reducering til 14-20. Wide receiver Kenny Stills udnyttede dårlig opdækning af Patriots-forsvaret.
Kampens store spiller, Tom Brady, svarede hurtigt igen ved at finde Julian Edelman med et præcist, kort kast. Edelman kvitterede ved at tage bolden 77 yards til huset med hjælp fra en perfekt, hård blokering af Floyd på cornerback Tony Lippett.


Dolphins forsøgte at svare igen, men da runningback Damien Williams fik flået bolden ud af hænderne og kunne se Patriots-linebacker Shea McCLellin returnere den næsten en hel banelængde, måtte Miami indse, at løbet var kørt.
LeGarrette Blount sørgede for slutresultatet 35-14 med sit 18. løbetouchdown. Det højeste antal siden Adrian Peterson i 2009.
Patriots slutter dermed sæsonen med otte ud af otte udebanesejre, 14 sejre i alt og har nu sikret sig hjemmebanefordel i slutspillet. Dolphins skal til Pittsburgh i Wild Card-runden.