I jagten på en plads i slutspillet skulle et rødglødende Packers-mandskab tage turen til Chicago. Soldier Field bød ikke blot på et af ligaens ældste rivalopgør, men også på historisk lave temperaturer.

Den fjerde koldeste kamp i Soldier Fields historie dannede rammerne om et tæt og dramatisk divisionsopgør. Det 194. møde mellem de to hold blev afgjort i sidste sekund, da Packers vandt 30-27.

Green Bay Packers’ quarterback, Aaron Rodgers, havde haft problemer med sit lår og sin læg inden opgøret. Stjernespilleren humpede da også på udeholdets første serie. Når først han havde bolden i hænderne, var det dog en anden historie. Rodgers slap ud af flere spil, der lignede et sack tidligt i kampen og førte sit hold ned til en 7-0 føring. Kampens første touchdown blev sat på tavlen af receiver/running back Ty Montgomery.

Montgomery var primært receiver i sine college-dage og sit første år hos Packers. I år har den 23-årige været svaret på Green Bays running back-problemer. Den dynamiske spiller stod for et af kampens højdepunkter, da han løb for 61 yards.

Bears-forsvaret har spillet godt de seneste uger og var gode til at få pres på Rodgers. Offensiven har ligeledes været i bedring under quarterback Matt Barkley og i særdeleshed rookie running back Jodan Howard. Efter forsvaret stoppede Packers på 4. down, blev det til et field goal for hjemmeholdet.

Den tidligere USC-stjerne Matt Barkley førte også Bears til touchdown få minutter senere, og var Bears foran 10-7. Barkley spillede en næsten fejlfri første halvleg. Packers fik udlignet kort før pausen efter en serie, hvor Ty Montgomery og tight end Jared Cook var de største profiler.

Fra storsejr til drama

Efter den flotte første halvleg fra Barkley, startede anden halvleg diametralt modsat. Julius Peppers sackede Barkley og skabte en fumble på første offensive spil efter pausen. Packers måtte dog nøjes med et field goal, da Davante Adams for anden gang i kampen tabte et sikkert touchdown.

Det blev værre for Barkley på den efterfølgende serie, da han blev interceptet af Ha Ha Clinton-Dix. Denne gang straffede udeholdet det med et touchdown, kampens andet fra Ty Montgomery, der spillede en fremragende kamp (162 løbeyards og 2 touchdowns).

Barkleys dag faldt helt fra hinanden, da han blev interceptet for tredje gang sent i tredje quarter. Da Christine Michael, med et 42-yard touchdownløb, bragte Packers foran 27-10 så kampen ud til at være afgjort.

Men der var stadig bid i Bears. Holdet havde fået receiver Alshon Jeffrey tilbage efter en karantæne, han satte den første reducering på tavlen og running back Jordan Howard gjorde ham kunsten efter. Dermed var stillingen pludselig 27-24.

Bears fik endda udlignet til 27-27 med under halvandet minut tilbage af kampen. Det lignede, at vi skulle ud i forlænget spilletid, men et 60-yard kast fra Rodgers til Jordy Nelson bragte udeholdet i field goal position. Mason Crosby ramte fra 32-yards ude, og Packers sejrede.

Med nederlag til både Vikings og Lions var det en helt optimal dag for Packers i deres jagt på slutspillet. Green Bay møder Vikings i næste uge inden de skal til Detroit i sidste spilleuge.