Detroit Lions og Green Bay Packers spillede den sidste kamp i grundspillet i denne sæson i en direkte finale om sejren i NFC North. Taberen måtte nøjes med sjette seed, mens vinderen kunne sætte sig på fjerde seed. Og opgøret skuffede ikke.
Packers fik den bedste start i Detroit, og Aaron Rodgers fortsatte noget af det spil, der har betydet, at Packers inden kampen havde vundet de seneste fem kampe. Efter nattens kamp blev det seks i træk med en sejr på 31-24.
Efter et brændt field goal af Lions’ Matt Prater kom Packers således foran, da Rodgers fandt sin runningback Aaron Ripkowski til en føring på 7-0 i andet quarter. Og det var lige, hvad der skulle til, for at sætte gang i scoringen.
Først udlignede Lions med et touchdown-løb af Zach Zenner, inden Matt Stafford fandt sin receiver Golden Tate til en føring på 7-14 til Detroit. Mason Crosby gjorde det til 10-14 inden pausen.
I tredje quarter kom der igen lidt ro på scoretavlen, men Rodgers kastede sig andet af i alt fire touchdowns på dagen til en føring på 17-14, og i fjerde quarter blev det også til 23-17 med Rodgers’ tredje touchdown.
Matt Prater bragte kampen inden for en enkelt scoring med sit field goal til 23-17, men tættere kom hjemmeholdet ikke. Med lige under tre minutter tilbage ramte Rodgers nok engang en receiver i endzone, og nåede dermed 300 yards i kampen. Forsøget på at score to point lykkedes også, og så stod det 31-17.
Store comebacks i fjerde quarter har været en specialitet for Detroit Lions i denne sæson, men denne gang var hullet for stort, og da Stafford kastede en interception i endzone blev det stort set umuligt.
Det lykkedes dog for Lions at pynte lidt på resultatet, da Stafford på en såkaldt Hail Mary til sidst fandt Anquan Boldin til et touchdown. Men Lions kunne ikke få fat i det efterfølgende onside kick, og så kunne Packers juble over den femte divisionstitel på seks år.


Resultatet betyder, at Green Bay i næste uge tager imod New York Giants hjemme på Lambeau Field, mens Detroit skal til Seattle og forsøge at vinde sin første slutspilskamp siden 1991.