New Orleans Saints tog imod Oakland Raiders i første spillerunde af den nye sæson, i en kamp der først blev afgjort i det sidste minut.

Der var forventet en højeksplosiv affære, da Saints fik besøg af Raiders, og stilen blev allerede lagt på det første drive. Saints havde modtaget bolden, men på deres tredje spil blev Drew Brees sacket og fumblede samtidig. Det udnyttede Raiders til at bringe sig foran 3-0.

Herefter var det Saints som var dominerende, og dét i sådan en grad at de førte 17-10 ved pausen. Her havde Willie Snead, Brandin Cooks og Latavius Murray noteret sig for et touchdown.

I anden halvleg brød galskaben for alvor løs. Det hele startede, da Saints fik en umulig udgangsposition på egen to yard linje. Drew Brees og Brandin Cooks ville det dog anderledes. Brees fandt Cooks på en dyb rute, hvor Sean Smith ikke kunne følge med Cooks. Det førte til Saints’ længste touchdown i deres historie – 98 yards af Brandin Cooks. Herefter blev Sean Smith sat af.

Raiders gav dog ikke op, og midtvejs i fjerde quarter formåede unge Jalen Richards at løbe direkte op gennem midten til et 75 yards touchdown. Stillingen var dog 34-27 i Saints’ favør, da Raiders modtog bolden med tre minutter igen.

Derek Carr spillede en fejlfri kamp, og førte sit mandskab ned af banen. Med et minut igen så det dog ud til Saints havde vundet, da Carr kastede over sin receiver på en fjerde og fem. I stedet blev Saints’ Craig Robertson noteret for en straf som gav Raiders en ny første down. Her fandt Derek Carr, med 50 sekunder igen, Seth Roberts til en reducering til 33-34.

De fleste hold vil i dette tilfælde sparke ekstra pointet og gå efter overtime. I stedet gik Raiders efter to, og blev belønnet da Carr fandt Michael Crabtree.

Saints havde muligheden for at sparke sejren hjem, da rookie kickeren Will Lutz med fire sekunder igen fik chancen på et 61-yards field goal. Sparket var langt nok, men desværre for hjemmeholdet røg bolden lige ved siden af stolpen.

Dermed var det en kendsgerning at Raiders vandt opgøret 35-34, i et opgør hvor der blev kastet for 742 yards.