Inden aftenens kamp var krævet klart for Washington Redskins. En sejr hjemme over rivalerne fra New York Giants ville være lig med playoffs, mens et nederlag ville sende dem ud. Giants derimod var sikre på slutspillet på forhånd. Det kunne ikke ses i kampen, som Giants vandt 19-10, og dermed misser Redskins slutspillet.

New York Giants sikrede i sidste uge deres plads i slutspillet, da det blev slået fast, at de ville ende med det femte seed i NFC. Her til aften var det så Washington Redskins, der skulle forsøge at gøre dem kunsten efter. Interessant nok var det netop Giants, der var modstanderen i Redskins’ afgørende kamp.
På forhånd havde Giants’ cheftræner, Ben McAdoo, bebuddet, at det kun var få starter, som ville blive sparret. Han ville forsøge at holde momentum kørende frem mod slutspillet. Den mission lykkedes, da Giants sendte Redskins ud af slutspillet med en sejr på 19-10.
Kampen var fattig på højdepunkter. Giants’ forsvar spillede nok engang virkelig godt, og lukkede fuldstændig ned for Redskins i første halvleg. 10-0 førte Giants ved pausen på et touchdown af Rashad Jennings. Lige inden pausen missede Redskins’ kicker, Dustin Hopkins, et 57-yard field goal-forsøg.


I anden halvleg kunne man så have troet, at Ben McAdoo bare havde spillet skuespil, og ville give starterne et hvil, men nej. Kun Janoris Jenkins og Odell Beckham Jr. fik en pause. Det kunne alligevel mærkes på spillet. Giants angreb kunne pludselig ikke rigtig noget i anden halvleg, mens Redskins begyndte at flytte bolden bedre. Redskins var på vej ned for at score, men så kastede Kirk Cousins en interception til Dominique Rodgers-Cromartie.
Siden lykkedes det for Redskins at få reduceret. Først scorede de et field goal, og midtvejs i fjerde quarter udlignede de så til 10-10, da Cousins fandt Jordan Reed for et kort touchdown.
Med de problemer Giants havde i anden halvleg, lignede det at Redskins motivation skulle blive afgørende. Men i stedet var det Giants’ forsvar der steppede op, og afgjorde sagerne. Efter et field goal fra Robbie Gould havde gjort det til 13-10, lavede Rodgers-Cromartie sin anden interception i kampen. Det afgjorde den reelt kampen selv om Redskins fik bolden en gang mere.


Det sidste spil fra Redskins endte nemlig med en lateral fra Jordan Reed til ingen. Det betød fumble, og den samlede Giants’ Trevin Wade op, og løb ind til slutstillingen 19-10.