Trods forskellen i kvalitet på de to hold har været stor de sidste sæsoner, har Rams altid formået at spille tætte kampe mod Seattle Seahawks, dette opgør blev ikke en undtagelse.

Los Angeles Rams åbnede sæsonen med et ufatteligt pinligt udebanenederlag mod San Francisco 49ers, hvor Jeff Fisher og co. tabte med hele 28-0. I spilleuge 2 skulle holdet for første gang spille på hjemmebane i grundspillet på det legendarisk Los Angeles Memorial Coliseum. Samtidig var det også en hjemvenden for Pete Carroll, der i mange år var cheftræner for collegeholdet USC, der havde hjemmebane på netop dette stadion.

Det blev dog ikke en lykkelig tur tilbage for Seattles cheftræner. Rams endte med at tage sejren, om end det holdt hårdt i en kamp, hvor der aldrig blev scoret et touchdown.

På Rams’ første drive var der mere at glæde sig over offensivt, end der var i hele Monday Night-kampen mod 49ers. 54 yards på ni spil og tre point blev det til for Rams, der bragte sig foran.

Russell Wilson gik ind til opgøret med en dårlig ankel, en dårlig offensiv linje foran ham og kunne se frem til et møde med en af ligaens bedste defensive linjer. Seattles start på kampen blev lige så grim, som man kunne forestille sig. Overlegent spil fra Rams-forsvaret lukkede ned for Seattle, der måtte punte efter minusyards på tre spil.

På de efterfølgende serier virkede Seattle til at få overtaget, men mange point blev det ikke til. Det var helt som forventet en første halvleg i forsvarets tegn. Begge forsvar udnyttede de mange svagheder hos modstandernes angreb.

Pausestillingen var på 6-3 til hjemmeholdet, hvis forsvar totalt eliminerede Seattles løbeangreb. Quarterback Russell Wilson har altid haft problemer mod Rams, og denne kamp var ingen undtagelse. Skaden påvirkede tydeligvis den dynamiske quarterback, men Rams-forsvaret havde helt styr på ham i første halvleg.

Anden halvleg en tro kopi af første

Havde man troet, at en peptalk fra Jeff Fisher eller Pete Carroll kunne løfte det offensive niveau, tog man fejl. Anden halvleg fortsatte i præcis samme spor som første, med masser af forsvarsdominans. Rams-angrebet fik dog bedre fat, og viste at de godt kunne flytte bolden. Slutproduktet manglede dog fortsat.

Der var ikke mange forbedringer at spore på Seattles angreb, der måtte se startende running back, Thomas Rawls, udgå med en skade. Det hjalp ikke på et i forvejen haltende angreb. Hele angrebet hos udeholdet blev præget af den dårlige offensive linje, der havde svært ved at stoppe, eller bare omdirigere de mange stjerner hos Rams. De svære arbejdsforhold var ikke, hvad Pete Carroll havde ønsket sig i sin retur til The Coliseum.

Hver gang Seattle endelig så ud til at få noget i gang, endte det som regel med en straf mod holdet. Dermed kunne Los Angeles Rams begynde stille og roligt at køre klokken ned, og skaffe sæsonens første sejr på holdets midlertidige hjemmebane.

Rams fik dog ikke klokken løbet helt ned, og med under to minutter tilbage havde Seattle 88 yards til at skaffe sejren. Skadet eller ej, så er det farligt at give muligheden til Russell Wilson. På drivets første spil sendte han bolden 53 yards ned af banen til eksplosive Tyler Lockett. Få spil senere endte bolden i hænderne på reserve-running back Christine Michael, der fumblede sejrschancen væk.

Rams rettede dermed op på den pinlige præstation sidste uge med en 9-3 sejr over divisionsrivalerne.