Minnesota Vikings leverede noget af en overraskelse, da de besejrede Carolina Panthers på udebane

For tredje kamp i træk viste Vikings forsvar, at de er blandt ligaens allerbedste. De sackede Cam Newton 8 gange, interceptede ham tre gange og holdt Kelvin Benjamin uden et catch i en overbevisende 22-10 sejr over sidste sæsons NFC-mestre.

Panthers åbnede ellers ballet med brask og bram, da de scorede 10 point på deres første to angrebsserier.

Tredje gang de fik bolden skiftede kampen karakter. På anden down og 9 blev Cam Newton sacket i egen end zone for en safety og 2 point til Vikings.

Det gav momentum til de lillaklædte, og da Vikings punt returner Marcus Sherels i begyndelsen af 2. quarter returnerede bolden hele  vejen til touchdown var udeholdet pludselig kun bagud 10-8 (den ustabile kicker Blair Walsh brændte extra pointet).

I anden halvleg fortsatte Vikings forsvar sin dominans, og da angrebet samtidig begyndte at bevæge bolden, var det pludselig udeholdet, der styrede begivenhederne. Især havde Panthers svært ved at dæmme op for tight end Kyle Rudolph, der gang på gang greb bolde til første down.

Rudolph greb 7 bolde for 70 yards og åbnede også scoringen i anden halvleg, da han greb en perfekt placeret bold fra Sam Bradford i venstre side af end zone. Den efterfølgende 2-point conversion gav Vikings deres første føring på 16-10.

Kicker Blair Walsh sparkede to field goals i fjerde quarter og øgede føringen til 22-10, og Vikings forsvar lukkede helt ned for Cam Newton, der sluttede kampen 21 af 35 for 262 yards og tre interceptions. Han løb selv Panthers eneste touchdown ind.

Vikings Sam Bradford ramte på 18 af 28 for 171 yards og et touchdown.

Med sejren er Vikings fortsat ubesejret og 3-0 efter kampe, mens Panthers, der sidste år kun tabte én kamp,  er 1-2.

Se alle stillinger i NFLs otte divisioner