Tom Brady fortsatte storspillet, da New England Patriots her til aften hentede den syvende sejr i sæsonen mod Buffalo Bills.

Det var et sandt revancheopgør, da divisionsrivalerne Buffalo Bills og New England Patriots stødte sammen på Orchard Park.

Buffalo havde vundet den første indbyrdes kamp i sæsonen, hvor Tom Brady ikke var med. Men dagens opgør stod der Patriots på fra start til slut netop takket være en fantastisk velspillende Brady i en storsejr på 41-25.

Quarterbacken kastede fire touchdowns, ingen interceptions og ramte på 22 af 33 kast for 315 yards. Han har nu spillet fire kampe og har stadig til gode at kaste en bold til modstanderholdet.

Brady kastede tre touchdowns i første halvleg, hvor New England var effektive ved at score 24 point på seks angrebsserier. Han fandt først Danny Amendola for et touchdown med et kort kast, hvorefter Chris Hogan fik hænderne på en dyb bold.

Brady ville selvfølgelig også dele lidt ud af godterne til tight end Rob Gronkowski, der scorede et dybt touchdown efter et missil af et kast fra MVP-kandidaten.

Patriots gik til pause med en føring på 24-10 og øgede hurtigt i anden halvleg, og så stod den på ren autopilot.

Højdepunktet i de sidste 30 minutter var et 16-yard løb af Bills’ punter Colton Schmidt på fjerde down, efter han fumlede bolden og ikke formåede at sparke den dybt. I stedet måtte han tage benene på nakken og skaffe en ny første down, hvilket tydeligvis overraskede både New England, men også Schmidts egne holdkammerater.

Patriots er nu 7-1 for sæsonen, mens dagens værter fra Buffalo er 4-4.