Ryan Fitzpatrick brillerede, da Tampa Bay Buccaneers indledte sæsonen med en sejr over New Orleans Saints, selv om Drew Brees og kompagni truede med et comeback til sidst.

Ryan Fitzpatrick levede i den grad op til sit kaldenavn, Fitzmagic, da han slog sin personlige rekord for flest kastede yards og kastede for 417 yards med hele fire touchdowns til følge i en imponerende 48-40-sejr på udebane mod divisionsrivalerne New Orleans Saints.

Saints var ellers på forhånd storfavoritter, men det stod hurtigt klart, at begge hold ville sætte mange point på tavlen.

På kampens første drive marcherede Drew Brees, Alvin Kamara og resten af Saints-angrebet nemlig ned ad banen, hvor Kamara endte med at bringe hjemmeholdet på 7-0. Buccaneers svarede imidlertid hurtigt igen, og på deres første drive bragte reservequarterback Ryan Fitzpatrick balance i regnskabet, da han fandt DeSean Jackson med et dybt kast, der resulterede i et 58-yards touchdownkast.

Der blev også scoret på de næste fire drives, og især Fitzpatricks dybe kast havde Saints problemer med. Gang på gang kunne han finde Mike Evans eller DeSean Jackson, der gav Saints’ secondary store problemer. I starten anden halvleg resulterede det også i, at Buccaneers trak fra Saints, og i starten af fjerde quarter var de foran 48-24.

Drew Brees og Saints-angrebet viste sig dog også frem og kunne håbe på et comeback, da de i slutminutterne scorede 16 point i streg. Men de sidste point udeblev, og dermed kunne Buccaneers fejre en 48-40-sejr i sæsonpremieren.

Stats
Tampa Bay Buccaneers:
Ryan Fitzpatrick, QB: 21/28, 417 yards, 4 touchdowns – 12 løb, 36 yards, 1 touchdown
Peyton Barber, RB: 19 løb, 69 yards
Mike Evans, WR: 7 grebne bolde, 147 yards, 1 touchdown
DeSean Jackson, WR: 5 grebne bolde, 146 yards, 2 touchdowns

New Orleans Saints:
Drew Brees, QB: 37/45, 439 yards, 3 touchdowns
Alvin Kamara, RB: 8 løb, 29 yards, 2 touchdowns – 9 grebne bolde, 112 yards, 1 touchdown
Michael Thomas, WR: 16 grebne bolde, 180 yards, 1 touchdown