Carson Wentz slog sin status som MVP-kandidat fast, og Broncos-fans fik at se, at Brock Osweiler heller ikke er svaret på quarterback, da Eagles slog Broncos med hele 51-23.

Allerede fra kampens begyndelse stod det klart, at der kun var ét hold på banen i Philadelphia. Selvom Denver Broncos flyttede bolden bedre, end det har været tilfældet med Trevor Siemian som quarterback, havde man stadig svært ved at konvertere chancer til touchdowns, og kostelige turnovers blev igen et tema for Broncos, der nu har tabt fire kampe i træk.
Omvendt nemt så det ud for Eagles, der allerede i første quarter satte 17 point på tavlen, og aldrig så sig tilbage. Carson Wentz kastede fire touchdowns, mens debutanten på runningback Jay Ayayi også tog sig af et enkelt. Rookie runningback Corey Clement stod for tre touchdowns, og så var der fest på lægterne på Lincoln Financial Field.
Mens Eagles styrer mod total dominans i NFC må Broncos’ general manager John Elway overveje, om han tog den rette beslutning, da han ansatte Vance Joseph som ny cheftræner forud for denne sæson. Joseph blev blandt andet ansat på at være en god leder, men mod Philadelphia var hele holdet både udisciplineret – 14 straffe for mere end 100 yards – og virkede uforberedte. En ukarakteristisk dårlig kamp af forsvaret kom næsten til at ligne, at de havde givet op på forhånd. Den historie skal blive spændende at følge resten af sæsonen.