Minnesota Vikings var inden søndag det eneste ubesejrede hold i NFL. Det er de ikke længere, efter de fik ørene i maskinen på udebane mod Philadelphia Eagles, som vandt 21-10.

Minnesota Vikings har været utrolig godt spillende i år. Inden denne runde var de 5-0 og kom lige fra deres friuge. Derfor forventede de fleste da også, at de Vikings skulle tage sejren over Eagles, som har spillet sløjt de seneste to uger.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Efter en kamp præget af godt forsvarsspil, hvor holdene på et tidspunkt i første quarter tilsammen havde fem angrebsserier, som alle sluttede med en turnover, kunne Eagles snuppe sejren på 21-10. Blandt de fem turnovers var Vikings’ første interception i år.

Sejren blev grundlagt i andet quarter. Her startede pointscoringen nemlig med et field goal til Vikings, men på det efterfølgende kickoff svarede Eagles igen, og scorede for anden uge i træk på et kick-off return, da Josh Huff returnerede sparket 98 yards til touchdown.

Foran 11-3 ved pausen kom Eagles også bedst ud til tredje quarter. På deres første serie efter pausen fandt rookie quarterback Carson Wentz sin receiver Dorial Green-Beckham for et kort touchdown. I fjerde quarter udbyggede Eagles føringen med et field goal.

Til sidst pyntede Vikings på resultatet til 21-10, da Sam Bradford fandt Cordarelle Patterson for et touchdown. Det var ellers ikke en god aften for Bradford, som, udover at kaste sin første interception som Vikingsspiller, også fumblede bolden fire gange, hvor af Eagles fik fat i de to.