Carson Wentz og Philadelphia Eagles fik den drømmestart på sæsonen, som de havde drømt om, da der blev kørt en sikker sejr hjem på 29-10.

Alle i og omkring Philadelphia Eagles’ ledelse kneb sig formentlig i armen efter den første serie i søndagens opgør mod Cleveland Browns. Second overall fra årets draft Carson Wentz var smidt direkte i ilden på trods af en preseason fyldt med skader.

Det kunne dog ikke ses på quarterbacken. Kloge beslutninger og gode kast endte med en lækker spiral ned i frimærket til Eagles’ første-receiver Jordan Matthews. Så var Wentz’ NFL-karriere i gang.

Det skal dig også siges, at det kunne ikke have været en blødere start for de grønne dragter, da modstanderen Cleveland Browns havde så lidt at byde på, som man har forventet før sæsonstarten.

Browns’ indsats blev kronet i en negativ forstand, da centeren Cameron Erving i tredje quarter sender et snap afsted, som Robert Griffin III ville have haft svært ved at få fat i, selvom han var en meter højere. Over hovedet på quarterbacken og ned i endzonen til en safety.

På daværende tidspunkt var stillingen ellers kun 13-10 til Eagles, efter Isaiah Crowell havde reduceret føringen med et kort løb på ydersiden.

Da Browns først var presset til at producere offensivt, kunne de dog ikke gøre meget. RG3 havde et enkelt dybt kast til rookie Corey Coleman, som pressede Eagles en smule, men derudover havde de ikke meget at komme med.

Eagles’ nye head coach Doug Peterson var tydeligvis meget fokuseret på en kontrolleret indsats med så få fejl som muligt, og derfor fik runningback Ryan Mathews også bolden meget.

Han lukkede også kampen med det sidste touchdown til resultatet 29-10. Inden da havde Nelson Agholor gjort det til 22-10.

Med sejren har Eagles fået den optimale sæsonstart med Wentz i spidsen, men det skal blive spændende at se, hvad han kan levere, når han først kommer under pres.

Omvendt er det svært at se, at Brown kan vinde nogle kamp i denne sæson.