Green Bay Packers er normalt svære at slå på deres legendariske hjemmebane Lambeau Field, men et ellers svingende Colts-hold tog turen nordpå til Wisconsin, hvor de med en overbevisende indsats hev en 31-26 sejr hjem.

Indianapolis Colts har ikke imponeret i år, og efter et skidt nederlag til Kansas City Chiefs, var det nok begrænset, hvor mange som havde troet på, at de skulle slå Packers i Green Bay.

Ikke desto mindre leverede Colts en helstøbt indsats, hvor de sad på kampen fra start til slut. Colts tog føringen fra start af og udbyggede løbende igennem hele første halvleg, og den føring Colts opbyggede var nok til at holde hjem.

Kampen startede også perfekt for Colts og returner Jordan Todman, der på kampens begyndelses-kickoff returnerede bolden for touchdown. Efter et Green Bay field goal løb Frank Gore det første af sine to touchdowns, og så var Colts hurtigt foran 14-3.

Den føring blev kun større inden pausen, da Colts satte 10 point på tavlen i andet quarter med et kort field goal og et touchdownkast fra Andrew Luck til Donte Moncrief. Inden da havde Packers reduceret med et Jordy Nelson touchdown fra Aaron Rodgers, men det var stadig en stærk 24-10 føring til Colts midtvejs i kampen.

Tredje quarter blev pointfattig med blot et Packers field goal, og da Frank Gore med 10 minutter igen af kampen gjorde det til 31-13 lignede det afgørelsen. Packers havde dog lidt liv i sig alligevel, og på deres to næste drives kastede Rodgers touchdowns til først Devante Adams og derefter Randall Cobb. En misset 2-point conversion betød en stilling på 31-26.

Med tre minutter igen formåede Colts dog at lave et par firstdowns, og så kunne de lade tiden løbe ud og sikre sig en overraskende men yderst vigtig sejr over Packers.

Colts er nu 4-5 for sæsonen og ligger toer i AFC South, mens Packers er 4-4 og efter en Lions sejr kun indtager tredjepladsen i NFC North.