Jacksonville Jaguars var en af de mest omtalte hold i årets off-season. Forventningerne var, og er, store, og det skulle være i år, at Jaguars tog et kvantespring fremad og nå slutspillet. Dét ser dog allerede svært ud.

For efter nederlag til Green Bay Packers i årets åbningsweekend, skulle Jaguars slå Chargers ude. Det kom de dog aldrig i nærheden af. De kom bagud 35-0, før de til sidst fik reduceret to gange. Opgøret endte 38-14.

En overlegen første halvleg

I sidste uge var Chargers foran 24-3 mod Kansas City Chiefs, før de satte det hele over bord. Denne gang kom de også flyvende fra start, men modsat sidste uge, satte de intet over bord denne søndag. Det startede på kampens første angrebsserie, hvor Philip Rivers og angrebet fløj ned af banen. Otte spil skulle de bruge, og så havde runningback Melvin Gordon (24 løb, 102 yards, TD) bragt hjemmeholdet foran.

Herefter fulgte den første kastede interception af Blake Bortles (31/50, 329 yards, 2 TDs, 2 Ints). Den greb cornerback Casey Hayward, og så bragte Rivers hjemmeholdet foran 14-0. Hans touchdownkast blev grebet af receiver Travis Benjamin.

Næste mulighed Chargers fik udnyttede de også til syv point. Endnu engang stod Rivers bag, men denne gang greb Antonio Gates touchdownet. 21-0 til hjemmeholdet.

Resten af anden quarter brugte holdene til at lave tre turnovers. Først sackede outside linebacker Melvin Ingram Blake Bortles, og i samme moment slog han bolden løs. Her kunne Chargers have bragt sig foran 28-0, men stående på Jaguars’ 5-yard linje, fumblede Philip Rivers også. Denne gang stod defensive end Yannick Ngakoue bag sack og forceret fumble. Inden pausen nåede Bortles at kaste eftermiddagens anden interception, denne også grebet af Casey Hayward. 21-0 var stillingen ved pausen.

Fortsættelse fulgte

I 3. quarter fortsatte ydmygelsen af Jaguars. Første gang Chargers fik bolden, brugte Rivers kun fire spil, før han havde kastet dagens tredje touchdown. Dette var en kort bold til Tyrell Williams, som burde være stoppet for 5-8 yards. I stedet ræsede Williams 40 yards til end-zone.

Jaguars kunne fortsat ikke score, så stillingen blev først ændret, da Chargers igen fandt end-zone. Det gjorde de i slutningen af 3. quarter, da Rivers kastede dagens fjerde touchdown:

I 4. quarter kom Jaguars endelig på tavlen. Begge gange ved toucdownkast af Blake Bortles. Først var Marcedes Lewis modtageren, og da de reducerede til 14-38, greb runningback Corey Grant. Indimellem havde Chargers sat et 25-yard field goal på tavlen.

Alt i alt en fornem eftermiddag af Philip Rivers (17/24, 220 yards, 4 TDs), men bestemt også af føromtalte Travis Benjamin (6 grebne bolde, 115 yards, 2 TDs). Eneste lyspunkt for Jaguars var sidste års førsterundevalg, Dante Fowler. Efter at have misset hele hans rookieår, lavede han denne eftermiddag 2 sacks.

Nederlaget bringer Jaguars på 0-2, og de er næsten tvunget til sejr over Baltimore Ravens, hvis slutspilschancen skal holdes i live. Omvendt bringer sejren Chargers på 1-1, og de møder Indianapolis Colts i et offensivt fyrværkeri næste søndag.