De fleste havde forventet, at Broncos’ Super Bowl-vindende forsvar ville blive marginalt ringere i denne sæson. Det var der intet, der tydede på søndag, da forsvaret med to touchdowns sikrede en sejr over Indianapolis Colts.

Allerede fra starten af opgøret var det de to forsvar, der var i centrum. Colts kunne ikke flytte bolden, og selvom Broncos-angrebet marcherede op og ned ad banen blev der lukket ned for udeholdet, når det virkelig gjaldt tæt på endzone.

I andet quarter fik Broncos endelig hul på bylden, da runningback C.J. Anderson løb bolden ind fra fire yards til sit tredje touchdown i denne sæson, men ellers var det småt med pointene, og de to hold gik til pause ved stillingen 13-6. En stilling som Colts kunne være mest tilfredse med, men dog ærgerlige over. De havde således en gylden mulighed for at udligne, da Darius Butler hoppede op foran en screen pass og interceptede Trevor Siemian. Men trods helt fri bane til endzone måtte Butler lægge sig ned på halvvejen med en skade.

I anden halvleg var billedet et helt andet. Hvor Colts slet ikke kunne flytte bolden i første halvleg gik det bedre efter pausen, og Andrew Luck tog selv benene på nakken på en tredje down og 20. Det lykkedes at skaffe en første down.

Colts fik da også udlignet, inden Brandon McManus gjorde det til 16-13 til hjemmeholdet, og så tog forsvaret for alvor over for Broncos.

Først kastede Luck en interception, som Aqib Talib returnerede alle 46 yards til endzone, og selvom Frank Gore reducerede nok en gang for Colts, så var det, det tætteste, de kom på. McManus scorede endnu et field goal, og med kampen på spil dukkede Von Miller så op, som vi har set det så ofte før.

Med sit andet sack i kampen flåede han bolden ud af hånden på Andrew Luck. Den blev samlet op af Shane Ray, der løb hele vejen til endzone og lukkede kampen til 34-20.

Selvom kampen endte med en relativt stor sejr til Broncos blev det et dyrt opgør for begge mandskaber. Broncos mistede Donald Stephenson på den offensive linje og linebacker Demarcus Ware brækkede en knogle i albuen efter et sack af Andrew Luck.

For Colts er tingene bestemt ikke bedre. Allerede ramt af skaden til Butler og flere skader på cornerbackpositionen blev især holdets cornerbacks ved med at falde som fluer. På et tidspunkt i kampen havde Colts således hele fem cornerbacks på skadeslisten. Hvordan det hold kommer til at se ud i næste uge, kan man kun spå om.

Se highlights fra kampen her:

Broncos-Colts