Chicago Bears fik lidt oprejsning efter en skidt sæsonstart, da holdet på hjemmebane slog Detroit Lions 17-14. Bryan Hoyer spillede tæt på fejlfrit, mens Matthew Stafford var helt ved siden af sig selv.

NFL er en sjov størrelse. Du ved sjældent, hvad du får. Det blev nok en gang bevist i dag, da Detroit Lions indtog favoritrollen mod et skadesplaget Chicago Bears-hold.

Men Bears styrede rent faktisk kampen det meste af vejen og vandt fortjent 17-14. Reserve-quarterback Bryan Hoyer spillede en flot kamp for hjemmeholdet og kastede for 302 yards og to touchdowns.

Quarterbacken ramte på 28 af 36 kast og havde især et godt samarbejde med wide receiver Eddie Royal, som han både fandt for et touchdown i første halvleg og for et stort spil på 64 yards i anden halvleg, da Lions var ved at finde momentum. Bears slog det afgørende hul i kampen, da Hoyer i midten af tredje quarter fandt tight end Zach Miller for et 6-yard touchdown.

https://twitter.com/cableondasports/status/782659615263748096

Matthew Stafford på den anden side spillede sæsonens klart ringeste kamp med to grimme interceptions til følge. Især i første halvleg kunne han slet ikke ramme sine receivere, og da han endelig fandt lidt fodfæste i fjerde quarter, var det for sent.

Kampens slutresultat lyver lidt. Med knap to minutter tilbage reducerede Detroits’ Andre Roberts til slutningstillingen 17-14 på et 85-yard punt return touchdown. Bears fik fat på det efterfølgende onside kick, og derfor fik Stafford og Co. aldrig muligheden for at lave et comeback.

Bears-sejren er den første over Lions siden 2012, og den bringer begge hold på 1-3 for sæsonen. Spørgsmålet er nu, om Chicago ikke burde overveje Hoyer som den startende quarterback resten af sæsonen.