Med en sejr i New York kunne Dallas Cowboys nuppe divisionstitlen i NFC East, mens New York Giants havde brug for en sejr for at holde Washington Redskins bag sig i kampen om wild cards.

Fra starten dominerede Cowboys kampen med et tungt sats på løbespillet. Ezekiel Elliott havde en række gode løb på de indledende serier, og på Cowboys anden angrebsserie gav det en scoring; i hvert fald indirekte.

For mens hele Giants-forsvaret bed på en løbefinte til Elliott mod venstre, trak Dak Prescott ud til højre og fandt en helt fri Terrance Williams 31 yards nede af banen. Han kunne lunte i endzone, og så var gæsterne foran med syv.

Giants fik en sløj start, men begyndte at live lidt op i angrebet. Eli Manning fik involveret Odell Beckham Jr. ved et par lejligheder, men bedst som de blå fra New York havde bevæget sig ned i nærheden af redzone, gik det galt. Manning havde en helt fri Roger Lewis på vej ind i endzone, men da Manning skulle sende bolden af sted, gled den ud af hænderne på ham i det sneglatte vejr. Gæsternes defensive tackle Cedric Thornton fik smidt sig på bolden, og Cowboys var tilbage i boldbesiddelse.

Giants’ forsvar slog dog hurtigt tilbage. Prescott forsøgte at konvertere en 3. down til Dez Bryant, men Bryant gled og så kunne Giants-cornerback Janoris Jenkins lave sin tredje interception i sæsonen. Det var samtidig også Prescott’s tredje interception i år.

Giants fik ikke vekslet det gode forsvarsspil til point, og Manning havde store problemer med Cowboys-forsvaret, som jagtede ham igennem hele første halvleg. Med lidt over syv minutter tilbage af halvlegen kom den defensive end Benson Mayowa igennem på højre yderside og smadrede ind i quarterbacken. Veteranen smed bolden på jorden, og her kunne den velspillende Cowboys-linebacker Sean Lee samle den op.

Begge hold puntede et par gange før Dan Bailey fik chancen for at slutte halvlegen med tre point til Cowboys. Baileys forsøg fra 55 yards ramte dog tværstangen og røg ned i endzone.

Midtvejs i 3. quarter havde de to hold blot 300 yards kombineret, og den eneste offensive profil, der virkelig kunne være sin indsats bekendt var Elliott.

Giants fik sat sine første point på tavlen knap 10 minutter inde i 2. halvleg. Undervejs på deres 11 spil-lange serie konverterede Manning en 4. down til Sterling Shepard, og det bragte Giants i scoringsafstand. Fra Cowboys’ 21-yard-linje sparkede Robbie Gould et 39-yard field goal forsøg op mellem stængerne. 3-7 til gæsterne fra Dallas.

Kort efter fordoblede Prescott sit antal af interceptions for kampen og sammenlagt for sæsonen. På 3. down og 15 fra banens midte gik han dybt efter Dez Bryant, men Bryant anede ikke hvor bolden var. Det gjorde Giants’ Leon Hall til gengæld, og han nuppede bolden og returnerede den til Cowboys’ 39-yard-linje.

To spil senere lugtede Giants blod og bragte sig i front. Beckham, der indtil dette tidspunkt havde tabt et par vigtige bolden, var synderen på dét, der har været en Beckham-classic i denne sæson. Manning fandt stjernen på tværs af banen efter cirka 10 yards, og Beckham fortsatte fra venstre mod højre. Han oversprintede hele den frembrusende Cowboys-bagkæde indtil han nåede 61 yards ned ad banen til endzone. 10-7 til værterne.

Giants forsvaret stoppede Cowboys, og på den efterfølgende serie begyndte hjemmeholdet at få gang i løbeangrebet. Giants kunne snuse til redzone, da Manning forsøgte at finde Victor Cruz, men i stedet kunne Cowboys’ rookie cornerback Anthony Brown på imponerende vis intercepte bolden med ni minutter tilbage af kampen.

Giants-forsvaret vidste sig overraskende stærke, og holdt endnu engang Prescott og co. fra at flytte kæderne synderligt.

Cowboys fik en sidste chance for at vende tilbage i opgøret, da de med to minutter og 39 sekunder tilbage startede deres sidste angrebsserie fra egen 24-yard-linje. Men håbet svandt hurtigt for Cowboys. Dez Bryant greb sin første bold hele aftenen for 10 yards, men Janoris Jenkins slog den fri, og så kunne Landon Collins overtage bolden.

Giants kørte tid af klokken, og Cowboys fik en sidste chance for at komme tilbage i opgøret. Prescott startede sin sidste serie fra egen 3-yard-linje med 1:06 igen. Men rookien ramte ikke på et eneste af sine fire forsøg, og dermed afgjorde værternes forsvar kampen. 10-7 til New York Giants.

Med nederlaget afsluttes Cowboys’ stime på 11 ubesejrede kampe. Cowboys fører NFC East med 11 sejre og 2 nederlag, og er fortsat favoritter til titlen. Med sejren holder Giants lidt liv i divisionen, og de er lige efter på 9-4.