Doug Marrone og co. snød Panthers godt og grundigt, da de med et fake punt i nattens kamp forvandlede en 3-og-ud-situation til et løb på 52 yards.

Mens alle øjne var rettet mod Jaguars’ to quarterbacks og Panthers’ tilbagevendende stjerne, Cam Newton, stjal Corey Grant showet i slutningen af første quarter. Jaguars’ angreb havde problemer med at bevæge kæderne og gjorde for andet drive i træk klar til at punte.


I stedet for at sende bolden i hænderne på punteren, røg den direkte i hænderne på runningbacken Corey Grant. Og han kunne løbe direkte op igennem det intetanende forsvar for 52 yards og hele vejen i red zone. I sidste ende resulterede det i en scoring Jaguars-scoring af Chris Ivory.
Jaguars kom til gengæld ikke tættere på en vinder af deres quarterbackdyst i nattens kamp. Den nykårede starter, Chad Henne, var 8 for 13 med 74 yards og ingen touchdowns eller interceptions til følge. Bortles, der kom ind i tredje quarter, ramte 12 af 16 kast for 125 yards, ét touchdown og én interception.
Der er imidlertid godt nyt for Panthers-fans, da Cam Newton så rask ud i sin begrænsede tid på banen. Newton spillede kun en serie og kastede kun bolden to gange, hvoraf begge ramte plet, og den ene var til Kelvin Benjamin for et touchdown.
Kampen endte i øvrigt med en sejr til Panthers på 24-23.