Amerikansk fodbold kan være en brutal sport, men ligaens største spillere finder stadig tid til at gøre positive ting for lokalsamfundet.

Malik Jackson skrev sidste år under på en kontrakt med Jacksonville Jaguars, der gjorde ham til en meget velhavende mand. Nu har den store forsvarsspiller brugt nogle af pengene på at redde hele 181 kæledyr i Jacksonville.
To forskellige dyreinternater holdt en såkaldt adopteringsweekend, hvor lokale borgere havde mulighed for at adoptere en forladt hund, kat eller andre kæledyr. Normalt koster det penge at adoptere et hjemløst kæledyr, men denne gang var det gratis for alle fremmødte, idet Malik Jackson betalte alle gebyr. I sidste ende fandt 181 dyr et nyt hjem. Det var flest nogensinde i byens historie, skriver Jacksonville Humane Society (JHS).
JHS fortæller også, at byens internater var fyldt til randen, så generøsiteten kunne ikke have kommet på et bedre tidspunkt. Den 27-årige forsvarsspiller pungede ikke blot ud, men dukkede også op til begivenheden. Her gav han autografer, tog billeder og hilste på alle, der skulle have lyst til at møde den talentfulde spiller.
Malik Jackson er ikke den første spiller, der viser kærlighed til vores firbenede venner. Receiver Torrey Smith har for nyligt gjort noget lignende. Smith, der i free agency er skiftet fra Ravens til Eagles, betalte tidligere på måneden for, at 46 hunde i Baltimore fik et nyt hjem som en del af “Pawject Runway”.