San Francisco 49ers vandt for fjerde gang på stribe, da de på imponerende vis slog Jacksonville Jaguars og holdets ellers frygtede forsvar med hele 44-33.


John Lynch og Kyle Shanahan må gnide sig i hænderne over den udvikling, som San Francisco 49ers har gennemgået, siden Jimmy Garoppolo blev hentet ind fra New England Patriots. Med Garoppolo under center har 49ers nu vundet fire kampe på stribe, og aftenens sejr over slutspilsholdet fra Jacksonville Jaguars vidner om en ny æra i Bay Area.
Sejren kom i hus efter en vekslende affære, hvor holdene skiftedes til at have spillemæssigt momentum. Gæsterne fra Jacksonville fik da også håb om et mirakuløst comeback, da Lerentee McCray greb efter onside kick i kampens slutfase. Bortles fandt efterfølgende sin tight end, James O’Shaughnessy, for et reducerende touchdown, men lige lidt hjalp det, da 49ers blot scorede på holdets efterfølgende angrebsserie.


Blake Bortles havde generelt en skidt dag på kontoret mod et stærkt 49ers-forsvar, som fremtvang hele tre interceptions. Modsat viste Jimmy Garoppolo atter prøver på sit talent. Den 26-årige quarterback leverede således to touchdowns, mens han løb for et tredje. I den forbindelse var det bemærkelsesværdigt, at Garoppolo fandt ni forskellige spillere med sine kast i løbet af aftenens opgør.


Med sejren er 49ers 5-10 for sæsonen, mens Jaguars kom ned på jorden igen efter holdets seneste succes. Opgørets udfald ændrer imidlertid ikke på, at det er Jacksonville Jaguars, som er parate til slutspillet. Holdet er stadigvæk placeret med det tredje seed i AFC.