Den nytilkomne tight end får store roser efter sin foreløbige indsats i Indianapolis Colts.

I marts 2018 skrev Indianapolis Colts og Eric Ebron under på en 2-årig aftale til værdi af knap 100 millioner danske kroner. Med Andrew Luck tilbage på træningsbanen er det håbet, at Ebron kan udvikle sig til at blive én af Lucks favoritspillere og dermed forløse sit potentiale i NFL.

I den forbindelse er cheftræner Frank Reich imponeret over Eric Ebrons foreløbige indsats i de indledende træningsprogrammer:

– Han (Eric Ebron, red.) er en klog spiller. Vi har gjort vores hjemmearbejde godt, og vi har fået en super spiller til holdet. Han har vist, at han er en eksplosiv og alsidig atlet, som vi kan bruge på mange interessante måder, udtaler Frank Reich til Indianapolis Star.

Eric Ebron kommer til Colts efter et ophold hos Detroit Lions, som hentede Ebron i første runde af 2014-draften. På fire sæsoner i Detroit lykkedes det for Ebron at gribe 186 bolde for 2.070 yards og 11 touchdowns.