Mandag fik Indianapolis Colts en vigtig sejr i kampen om AFC South, men tirsdag aften kom det frem, at Chuck Pagano og Co. skal forsøge at generobre divisionen uden forsvarslederen D’Qwell Jackson. Linebackeren har fået fire spilledages karantæne for brug af et præstationsfremmende middel.

Natten til tirsdag slagtede Indianapolis Colts New York Jets med 41-10 og hentede en ekstremt vigtig sejr i kapløbet om AFC South-tronen, hvor Colts nu har den præcis samme record som Titans og Texans. Andrew Luck og Co. har et overkommeligt program de sidste fire uger, men må klare sig uden linebacker D’Qwell Jackson.

Veteranen er blevet ramt af en karantæne på fire kampe for at have brudt NFLs reglement om præstationsfremmende midler. Den 33-årige leder misser dermed resten af grundspillet og må først være tilbage i et eventuelt slutspil.

https://twitter.com/DustValleySprts/status/806345492405907456

Jackson har selvfølgelig ikke den samme hurtighed som for en håndfuld år siden, men har vist sig som en ekstremt holdbar og pålidelig spiller igennem sin karriere. Både hos Cleveland Browns, hvor han har tilbragt størstedelen af sin karriere, og de seneste år i Indianapolis. Linebackeren missede senest en kamp for syv år siden.

Colts tager søndag imod divisionsrivalen Houston Texans i et opgør, hvor vinderen vil indtage førstepladsen i divisionen, da begge hold har tie-breaker over Tennessee.