Indianapolis Colts’ forsvar har været forfærdeligt i begyndelsen af denne sæson, og det har nu kostet jobbet for cornerback Antonio Cromartie og linebacker Sio Moore.

Du finder ikke et forsvar i NFL, der har set værre ud end Indianapolis Colts-forsvaret har i sæsonens første fire kampe. Selv på den anden side af Atlanten var enheden elendig, da den i weekenden tillod Blake Bortles at sætte 30 point på tavlen i London.

Det har nu fået konsekvenser for to startere på forsvaret, da både cornerback Antonio Cromartie og linebacker Sio Moore er blevet fyret. Især Cromartie så skidt ud mod Jaguars, hvor han gang på gang blev brændt af wide receiver Allen Robinson. Han blev da også bænket i anden halvleg.

Moore indgik i en rotation med Josh McNary og rookie Antonio Morrison om den indvendige linebacker-position ved siden af D’Qwell Jackson, men er tilsyneladende blevet vurderet som det svageste led i den gruppe.