Indianapolis Colts’ stjerne-quarterback ser endelig ud til at være på vej tilbage på grønsværen efter en langvarig, og til tider mystisk, skulderskade.

Andrew Luck kan så småt kaste igen. Colts’ absolutte stjerne var på banen i dag og kastede små 20 kast med en bold, der formodes at være en smule mindre end NFL’s standardbold, ‘The Duke’.

Luck fik dog ikke sendt nogle lyn afsted, da kastene mest kunne beskrives som “bløde”. Quarterbacken regner selv med at være klar, når Colts’ træningslejr begynder i slutningen af juli.

“Mit mål er at være klar til træningslejren. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg kaster 100 bolde hver dag, seks dage i træk. Der er en plan. Frank (Reich) og jeg har rigtig, rigtig gode samtaler og vi vil blive ved med at have dem,” udtalte Luck tirsdag.

Processen er dog så fremskreden, at Luck forventer at kunne gennemføre en typisk træningsuge som i den regulære sæson. Det er i hvert fald planen.

“I det lange løb var det mit mål at kunne kaste så meget, som jeg typisk gør i en uge med en kamp. Jeg træner onsdag, torsdag, fredag, og om søndagen giver jeg los. Ikke noget med at tælle, intet. Du er nødt til at gå derud og give den gas. Det er det, jeg forbereder mig på. Det er derfor, at jeg kaster på mandage, tirsdage, onsdage og fredage. For at efterligne en tredages uge, og så fungerer fredagen som en søndag i den regulære sæson,” tilføjer Luck.

Efter træning var det, som altid, en positiv Andrew Luck, der mødte pressen. Her forsikrede han dem om, at han nok skulle være på banen, når kalenderen siger september.