Jadeveon Clowney er som forventet Houston Texans-spiller mindst to sæsoner endnu, efter holdet har aktiveret det femte år i hans rookiekontrakt.

Da Jadeveon Clowney blev valgt som den første spiller i 2014 Draften af Houston Texans, var der kæmpe forventninger til den eksplosive edge rusher. Skader stod i vejen for, at Clowney kunne udfolde sit potentiale i starten af NFL-karrieren, men den seneste halvanden sæson har den defensive end for alvor vist sine evner, og derfor har Texans som ventet aktiveret det femte år i hans rookie-kontrakt.


Clowney er det andet førsterundevalg fra 2014 til at få aktiveret sin femte-års-option. Tidligere på ugen sikrede Los Angeles Rams sig et år mere af Aaron Donald, hvilket må siges at være en af de mest forudsigelige beslutninger i nyere tid. Det kan du læse mere om her.
Jadeveon Clowney har præsteret 10,5 sacks over 27 kampe de seneste to sæsoner, men hans betydning for Houstons’ forsvar er langt større, end statistikkerne viser. Han dominerer i løbespillet, kastespillet og viste i slutspillet, at hans spilforståelse også er af høj klasse. Med J.J. Watt tilbage i folden kombineret med Whitney Mercilus og Jadeveon Clowney samt en stærk secondary, har Texans et særdeles giftigt forsvar.
NFL-holdene har indtil den 3. maj til at beslutte, om de vil aktivere femte-års-optionerne for 2014 Draftens førsterundevalg. En gruppe, der blandt andet tæller Odell Beckham Jr., Khalil Mack, Mike Evans, Sammy Watkins og C.J. Mosley.