Tom Savage har vundet jobbet som Houston Texans’ startende quarterback, efter han i aftes erstattede Brock Osweiler og førte holdet til en comeback-sejr over Jacksonville Jaguars.

Houston Texans-cheftræner Bill O’Brien har tilsyneladende indset, at det er ligegyldigt, hvor stor din kontrakt er, hvis du spiller elendigt. Brock Osweiler er på trods af en monsterkontrakt ikke længere Houstons startende quarterback. I stedet vil Tom Savage være manden med ansvaret, efter han søndag stod bag et fornemt Texans-comeback mod Jacksonville Jaguars.

Tidligere i dag meldte NFL Network Insider, Ian Rapoport, at det ville være en kæmpe overraskelse, hvis O’Brien holdt fast i Osweiler som starter i og med, at Savage fik styr på angrebet i en tæt på fejlfri præstation, mens den dyrtbetalte Osweiler spillede skidt igen med to grimme interceptions. Nu er det så officielt.

Texans har to kampe tilbage mod Cincinnati Bengals og Tennessee Titans. Kampen mod Cincinnati er reelt uden betydning, da Houston med en sejr over Titans i den direkte duel vil nå ni sejre og være bedst indbyrdes i divisionen. I det scenarie vil Tennessee maksimalt ende på ni sejre, og det samme gælder Colts, hvis Luck og Co. skulle vinde ud.

Tom Savage blev valgt i fjerde runde af 2014 Draften.