Hjalte Froholdt har allerede fået vakt danske og amerikanske mediers interesse. I dag og i morgen kigger vi nærmere på, hvordan vi ser hans niveau nu og her, og hvordan et trænerskifte og mere ansvar kan komme til at påvirke Arkansas-guarden i den kommende sæson, der er Hjaltes sidste i college.

Da Hjalte Froholdt ankom til Arkansas, var han stadigvæk forholdsvis ny som footballspiller, og i sin første sæson havde han vanskeligt ved at gøre sit indtog på den defensive linje, hvor han måtte nøjes med begrænset spilletid og 3 taklinger i 10 kampe.

Men på grund af problemer på den offensive linje blev han konverteret til guard i 2016, og fik faktisk lov til at starte alle holdets 13 kampe på venstre guard på trods af, at han som ny offensiv linjemand lavede sin andel af fejlene.

I 2017 startede han alle 12 kampe og blev ’medleder’ af linjen bag linjens ubestridt bedste spiller, Frank Ragnow, som Lions draftede i første runde i april.

En ny rolle – på banen
I de to år på den offensive linje har Hjalte spillet venstre guard, men efter Frank Ragnows afgang, har holdets nye trænerstab valgt, at danskeren starter sæsonen på centerpositionen. I NFL er centerpositionen nok ikke den mest glorificerede, men i college er venstre tackle og center som regel de to positioner, der virkelig viser tillid til en spiller.

På centerpositionen er man altid spilleren, der sætter spillet i gang, og det er et stort ansvar, hvortil Hjalte er valgt, selvom han ikke tidligere har skulle snappe bolden. Derudover er centeren ekstremt vigtig, fordi det oftest er ham, der styrer linjens kald og det er også ham, der har lettest ved at kommunikere med hele den resterende del af linjen. NFL-holdene vil med garanti notere positionsskiftet som et plus i bogen, men nu må vi se, om han kan udfylde pladsen uden, at det går ud over hans eget spil.

En ny rolle – Udenfor banen
Allerede sidste år fik Froholdt stemmer, da holdet valgte fire kaptajner via stemmer fra hele collegetruppen. I år er han så blevet kaptjan og han er den ubestridte leder på den offensive linje samtidig med, at han er nok også en af de mest kendte spillere på hele Arkansasholdet. Til SEC Media Days i juli var Froholdt en af de bare tre spillere, der blev udtaget til eventet.

Ser man på de forskellige mediers dækning af dagen, er Froholdts navn tilmed øverst af Arkansasspillerne på hovedparten af de hjemmesider, jeg har scrollet igennem. Frank Ragnow var, sammen med Bret Bielma og quarterback Austin Allen, programmets ansigt udadtil sidste år, men i år er alle tre væk, og i år tror jeg, at Froholdt og især Chad Morris vil være de to største ansigter for Arkansas Razorback.

Det er et kæmpe ansvar, men det må også være en kæmpe ære.

Ny træner
Bret Bielma var med til at rekruttere Hjalte fra IMG Academy, og i hele danskerens hidtidige Arkansas-karriere har Bielma været head coach for holdet. Bielmas filosofi var angrebsmæssigt ret NFL-agtig, og så elskede han at have store offensive linjefolk, der kunne dominere i løbespillet. Faktisk havde Arkansas den tungeste offensive linje i football, inkl. NFL, i 2015. Efter en skuffende 2017-sæson med kun fire sejre, blev Bielma dog fyret, og i stedet blev træneren for Southern Methodist University (SMU) Chad Morris ansat som ny mand i spidsen for football på University of Arkansas.

49-årige Morris har haft lidt af en kometkarriere efter, at han i 2009 stadigvæk trænede High School football, og allerede i 2011 blev han quarterback-coach og offensiv koordinator for topcolleget Clemson. Da han overtog SMU i efter 2014-sæsonen var holdet gået 1-11, hvilket Morris stille og roligt forberede til 2-10, 5-7 og 7-5 inden han tog jobbet hos Arkansas Razorbacks.

Chad Morris er, modsat Bielma, garant for at køre et spread-system, hvor bolden kommer meget hurtigt ud fra quarterbacken, men Morris’ spread er alligevel ikke helt som de fleste spreadangreb i college. Eksperter kalder systemet for ’smashmouth-spread’, og det er ikke noget, jeg vil gå i dybden med her, men jeg vil alligevel kort opridse, hvor systemskiftet gør en forskel for vores danske NFL-håb.

I det nye system vil Hjaltes blokeringer i løbespillet ikke længere være helt så klassiske, da Morris’ løbespil foregår med både runningbacks, zonereads og med quarterbacken, hvilket gør, at Froholdt ikke altid ved, hvor bolden løbes og af hvem. I kastespillet vil bolden enten komme hurtigt ud eller holdes efter et spil, der skal ligne et zoneread-løbespil fra blokeringernes start. Det er noget, jeg er spændt på at se Hjalte Froholdt vænne sig til.

Til SEC Media Day spurgte en journalist Froholdt om, hvordan et øget tempo i spilkaldene og et mere vertikalt kasteangreb påvirker Hjalte og de andre på den offensive linje, hvortil der blev svaret:

”Vi er nogle store fyre, og vi er ikke de største fans af at skulle løbe meget. Men spillet i skyttegravene forbliver det samme, og modstanderne er de samme SEC defensive linjefolk, og de er alle sammen fænomenale spillere. ”

Medierne – og PFF – har fået øje på ham
Det er ikke kun herhjemme, at medierne har fået øje på den unge herre fra Svendborg. ’Over there’ får han også en del opmærksomhed, fordi han spiller godt, og fordi han spiller på en skole i SEC-konferencen, der ses som den bedste og mest fysiske collegekonference.

Draftwire/USA Today har ham på en ’watchlist’ med ti spillere på guard og center, mens draftscout.com har Hjalte som 5er blandt seniorguardsne. Tony Pauline og hans stab har kigget på Hjalte (og alle andre) i sommermånederne, og har ham lige nu som et fjerderundevalg. Han måtte dog ’nøjes’ med en plads på SEC-trænernes andethold, da de stemte om, hvem der er de bedste spillere i conference op til 2018-sæsonen.

Ifølge analysesitet Pro Football Focus løste Hjalte Froholdt generelt sine opgaver i 2017, og med karakteren 85.6 var han ifølge sitet den stærke SEC-konferences 9. bedste offensive linjemand og 2. bedste guard. Han er samtidig den guard i collegefootball, der også spiller collegefootball i 2018, som scorede højst hos PFF.

Laver vi en sammenligning med karaktererne fra årets draft (herunder), vil vi se, at han formentlig skal forbedre sig for at ende i draftens top 100, men vi vil også se, at PFFs karakterer ikke afspejler draftpositionen 1 til 1 – og derfor er det selvfølgelig nødvendigt at kigge på, hvad Hjalte kan nu og her og hvor svaghederne er.

Det har jeg gjort for jer, og det kan i se i Del 2, som kommer på sitet i morgen (lørdag).

Disse spillere spillede guard og spillede – udover Hernandez – alle for og mod store skoler:
Quenton Nelson, Notre Dame, 95,1 – Top 10
Will Hernandez, UTEP, 90,3 – Anden runde
Braden Smith, Auburn, 88,2 – Anden runde
Wyatt Teller, Virginia Tech, 86,8 – Femte runde
Sam Jones, Arizona State, 81,4 – Sjette runde
Tony Adams, NC State, 86,8 – Undrafted
Jacon Alsedek, Arizona, 85,4 – Undrafted
Kyle Bosch, West Virginia, 86,9 – Undrafted
Brandon Mahon, Penn State, 80,8 – Undrafted, men ligner backup hos Panthers

Disse spillere spillede center – for og mod store skoler:
Frank Ragnow, Arkansas, 93,7 – Første runde
Billy Price, Ohio State, 83,2 – Første runde
James Daniels, Iowa, 87,6, – Anden runde
Brian Allen, Michigan State, 86,7 – Fjerde Runde
Scott Quessenberry, UCLA, 85,5 – Femte runde
Bradley Bozeman, Alabama, 86,5 – Sjette runde
Will Clapp, LSU, 86,1 – Syvende runde
Patrick Morris, TCU, 85,0 – Undrafted
Coleman Shelton, Washington, 81,7 – Undrafted